Top menu

Finanslovsudspil modtages med blandede følelser

Dato: 23/03-2023
2869

Trods en lidt tør omgang ser Blik- og Rørarbejderforbundet nogle positive indslag i regeringens finanslovsforslag. Der er dog særligt én ting, der glimrer ved sit fravær.

Efter lang ventetid kom regeringen i dag med sit finanslovsudspil for 2023. I Blik- og Rørarbejderforbundet hæfter forbundsformand Henrik W. Petersen sig især ved, at der afsættes 1,3 milliarder kroner til en ny arbejdsmiljøaftale.

- Vores medlemmer oplever alt for ofte, at det at passe deres arbejde bliver med livet som indsats. Det gælder især den store udfordring med asbest, som hvert år slår 1.300 danskere ihjel – både dem der arbejder med det, men også de beboere, der er så uheldige at blive eksponeret for asbest i deres hjem. Det er derfor vigtigt, at der afsættes midler til arbejdsmiljøområdet, så vi alle kan leve og arbejde uden at frygte for vores ve og vel, siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Genindførelsen af uddannelsesløftet er godt, men bør gøres permanent

I forslaget lægges der op til en genindførelse af uddannelsesløftet. Uddannelsesløftet er en ordning, der gør det muligt for ufaglærte og faglærte uden for arbejdsmarkedet at tage en uddannelse inden for et område med mangel på arbejdskraft og samtidig få en understøttelse, der svarer til 110 procent af dagpengesatsen.

Men i finanslovsudspillet er der kun afsat midler til, at ordningen varer til udgangen af 2023. Blik- og Rørarbejderforbundet ser gerne, at ordningen gøres permanent.

- Der er rigtig mange, der allerede har haft glæde af et uddannelsesløft, så de har kunnet opkvalificere deres kompetencer inden for områder, hvor der virkelig mangler arbejdskraft. Fra august 2020 til september 2021 var der for eksempel 50 personer, der brugte ordningen til at starte på VVS-energiuddannelsen. Det er derfor ærgerligt, at ordningen har været sat på pause, og vi skal sørge for, at det ikke sker i fremtiden. Derfor må det være en topprioritet at gøre aftalen permanent, så vi ikke i fremtiden ser, at den bliver sat på pause igen, siger Henrik W. Petersen.

Investeringer i erhvervsuddannelserne er helt fraværende

Trods positive takter glimrer erhvervsuddannelserne endnu engang ved sit fravær, og det undrer forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen. For det er ellers noget, der har været på politikernes læber.

- Vi står i en situation, hvor for få unge vælger erhvervsuddannelserne. Blandt andet fordi forholdene mange steder simpelthen ikke er i orden. Det er bekymrende, når vi befinder os i en tid, hvor der aldrig har før har været så meget brug for folk med både hovedet og hænderne skruet rigtigt på. For det er dem, der skal bygge vores grønne fremtid. Så hvis ikke dette område snart opprioriteres, så kan politikerne blive ved med at tale om grønne løsninger, men der vil ikke være nogen til at installere dem. Det er derfor på tide, at der bliver sat handling bag ordene, og jeg er derfor skuffet over, at det heller ikke var i denne omgang, siger Henrik W. Petersen.