Top menu

Overenskomstforhandlingerne på VVS-området går ind i afgørende fase

Dato: 04/03-2023
Tags: OK23
2828

Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og TEKNIQ Arbejdsgiverne sætter sig om forhandlingsbordet lørdag eftermiddag med ambitionen om at nå i mål med en ny overenskomst på VVS-området.

Foto: Kasper Witte Larsen

I dag, lørdag, går forhandlingerne om en ny overenskomst på VVS-området ind i den afgørende fase. Det er de såkaldte realitetsforhandlinger, der starter lørdag klokken 14 hos TEKNIQ Arbejdsgiverne i Glostrup.

- Der er ingen tvivl om, at vi står over for nogle ekstraordinært svære forhandlinger i lyset af den økonomiske situation. Det er vi i den grad indstillede på, men vi er selvfølgelig også indstillede på at indgå et forlig, som begge parter kan være tilfredse med, og som en størstedel af medlemmerne vil stemme ja til, siger forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen inden forhandlingerne.

Ventet på gennembrudsforliget

Det er langt fra første gang, at Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal sidder overfor TEKNIQ Arbejdsgiverne i forbindelse med OK23.

Der har været adskillige forhandlingsmøder med udveksling af ønsker parterne imellem inden de afgørende forhandlinger. En del af årsagen til, at de afgørende forhandlinger først starter lørdag eftermiddag, er blandt andet, at parterne har ventet på gennembrudsforliget på industriens område og en fælles gennemgang af protokollaterne, som danner rammen for minimallønsoverenskomsterne - herunder VVS-overenskomsten, der er en minimallønsoverenskomst.

Det lykkedes sidst

Der arbejder cirka 11.000 medarbejdere på VVS-overenskomsten. Hvis der lander et forlig, skal medlemmerne af Blik- og Rørarbejderforbundet stemme ja eller nej til den nye overenskomst, mens TEKNIQ Arbejdsgiverne skal have godkendt forliget hos Dansk Arbejdsgiverforening.

I tre ud af de seneste fire overenskomstforhandlinger er forhandlingerne endt i Forligsinstitutionen, men ikke senest i 2020. Der lykkedes det at indgå en aftale, som 81,4 procent af medlemmerne i Blik- og Rørarbejderforbundet stemte ja til.

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.