Top menu

Gustav vandt Arbejdsmiljøprisen ved DM i Skills: Jeg gik efter at vinde

Dato: 07/02-2023
2796

Selvom konkurrencen spidsede til, var der ryddeligt i VVS-lærlingens konkurrenceområde. Sådan er det som regel, der hvor Gustav Becker arbejder.

Foto: Lasse Lagoni/SkillsDenmark

Selvom Gustav Stryhn Becker havde travlt med at bukke rør og installere gulvvarme, så var hans konkurrenceområde mere eller mindre ryddeligt i de tre dage, han deltog i DM i Skills. Der lå hverken værktøj eller rør og flød på gulvet, som han kunne snuble over, mens han koncentrerede sig om sit arbejde.

Derfor var han egentlig heller ikke specielt overrasket, men bare glad, da han lørdag vandt Arbejdsmiljøprisen ved DM i Skills 2023 inden for faget VVS-energispecialist.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg regnet med at vinde. Jeg gik efter det og havde hele tiden fokus på at rydde op efter mig. Men sådan har jeg det altid, når jeg arbejder. Jeg kan lide, at der er ryddeligt omkring mig.

Sådan lød det fra den 20-årige VVS-lærling, da han lige havde været på scenen i MESSE C i Fredericia for at modtage sit diplom fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

Foto: Noah Thilemann

Foto: Noah Thilemann

Ministeren havde, inden han uddelte priserne, holdt en tale om, hvorfor de unge mennesker, der vandt, var rollemodeller for det gode arbejdsmiljø.

- Arbejdsmiljø smitter, det gælder både det gode og det dårlige. I er blandt de dygtigste i jeres fag, og derfor er I de rollemodeller, som folk i faget vil kigge på.

Mattias Tesfaye fortalte også om, hvordan han selv havde mærket, at nogle mestre gik op i det gode arbejdsmiljø, mens andre var ligeglade, da han selv arbejdede som murer.

- Nogle steder havde man høreværn på og stod i de rigtige arbejdsstillinger, andre steder var det ligegyldigt. Det afhang af, om man var et sted, hvor chefen og sjakket tog arbejdsmiljøet alvorligt.

Det er BFA Bygge & Anlæg, der står bag prisen, hvor der også følger 2.500 kroner med.