Top menu

Henrik W. Petersen: ”DA drømmer om et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere arbejder til de dratter om”

Dato: 24/08-2022
2597

DA foreslår i nyt udspil at afskaffe seniorjobordningen og retten til tidlig pension. ”Det er bestemt ikke en drøm, jeg deler med dem”, lyder det fra Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er netop kommet med deres 2030-udspil, hvor de bl.a. lægger op til at afskaffe både seniorjobordningen og retten til tidlig pension.

- Udspillet viser sort på hvidt, at DA drømmer om et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere arbejder til de dratter om. Det er bestemt ikke en drøm, jeg deler med dem, lyder det fra Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Retten til tidlig pension blev vedtaget mellem Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i 2020, og de første kunne søge om at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet fra d. 1. august 2021. Retten optjenes på baggrund af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Så dem, der har været længst på arbejdsmarkedet, får mulighed for at gå tidligere på pension.

- Retten til tidlig pension handler om, at de, der har været længst på arbejdsmarkedet, kan trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet inden de bliver nedslidte af arbejdet. Det er en velfortjent ret, som stik modsat DA’s forslag skal bevares og udbygges. Så også de kommende generationer får en værdig tilbagetrækning, uddyber Henrik W. Petersen.