Top menu

Regionsmestre er klar til DM i skills

Dato: 05/04-2022
2502

Det var på et højt niveau, der blev konkurreret på under dette års Regionale Mesterskaber I skills. Og nu skal de fire vindere snart kæmpe mod hinanden i Høng den sidste weekend i april 2022, hvor de hele weekenden vil blive udfordret med fremstillingen af et unikt projekt. Her kan du møde de fire regionale mestre.

Vinderen af de regionale mesterskaber for Nord/Midtjylland

- Jeg tror, det vil betyde meget at vinde. Jeg kommer ud af en ren VVS-familie, så jeg tror, det vil have en stor betydning for dem – de bakker mig i hvert fald meget op om det.
Så det kunne være fedt. Altså min farbror plejer at vinde alle konkurrencerne, så det er lidt træls. Men nu kan jeg snart overgå ham, og det ville være fint.

Lennarth Theodor Rokkjer, 20 år gammel. Går på Herningsholm. Arbejder for Vestjysk smede i Bøvlingbjerg.

 

Vinderen af de regionale mesterskaber for Storkøbenhavn

- Det er nok presset, jeg glæder mig mest til. For at se, hvor min egen grænse ligger, og hvor meget jeg selv er i stand til at teste mig selv. Og så også til at lære folk at kende inden for faget, det er jo aldrig dårligt at kunne
møde nye mennesker. Det glæder jeg mig også til. Båndet, der bliver skabt, som man siger.

Frederik Oudal Helmnes, 21 år gammel. Går på U/Nord Hillerød. Arbejder i Engelgaar Teknik A/S i Rødovre.

 

Vinderen af de regionale mesterskaber for Sjælland og øerne

- Det er da vildt, at man er blandt de fire bedste. Og det vil betyde helt vildt meget at vinde, jeg vil blive sindssygt stolt over det. Det er jo ikke, fordi jeg ikke har lyst til at vinde – men det er ikke derfor, jeg stiller op. Men jeg vil alligevel blive sindssygt stolt over at have gjort det så godt, og have lavet et så flot stykke håndværk, at det er værdigt til at vinde. Men jeg glæder mig mest til, når vi ligesom er i gang, og har de tre dage, hvor vi står og arbejder, og når vi ude i pauserne skal spise sammen og snakke sammen.

Lasse Green Laumann, 23 år gammel. Går på Roskilde Tekniske Skole. Arbejder for Bravida i Brøndby.

 

Vinderen af de regionale mesterskaber Syddanmark

- Jeg ved, at jeg er meget perfektionistisk... så jeg tænker, at jeg har en god mulighed for at vinde, hvis bare min faglige stolthed er bedre end deres. Jeg laver et flot stykke arbejde og er sikker i det, jeg ved - så jeg har lidt en ide om, at jeg godt kunne vinde. Og det ville da betyde meget at kunne kalde sig danmarksmester. Jeg har jo været danmarksmester inden for Speedway for en del år tilbage, så jeg ved godt, at det er fedt at kunne kalde sig danmarksmester. Og når det så er noget, man går op i, så betyder det jo lidt mere for én.

Mikkel Larsen, 20 år. Går på Hansenberg. Arbejder for CVE Teknik i Christiansfeld.