Top menu

Blik & Rørs forslag om asbest baner vejen

Dato: 19/01-2022
Tags: Politik
2428

Under dagens samråd om Espergærde-sagen fortalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at han vil indkalde de andre partier til drøftelser om asbest i foråret – med udgangspunkt i Blik- og Rørarbejderforbundets 8 forslag.

Sagen om VVS’erne der blev udsat for asbest gennem halvandet år har nu været i samråd på Christiansborg. For at opridse sagen kort, gik fire VVS’ere i 2017 og renoverede en kælder i Espergærde, hvor virksomheden havde sendt dem ned, selvom der var forekomster af asbest. Efterfølgende rejste Blik- og Rørarbejderforbundet en sag mod arbejdsgiverne, men den sag faldt for nylig for en forældelsesfrist – efter den på fem år ikke var kommet for en dommer.

Forældelsen resulterede i, at Christian Juhl fra Enhedslisten resolut kaldte beskæftigelsesministeren i samråd. Samrådet fandt sted i dag, og forud for samrådet havde Blik- og Rørarbejderforbundet mulighed for at fremlægge sagen for beskæftigelsesudvalget under et såkaldt ”foretræde”. Derefter kom beskæftigelsesministeren, og så kunne udvalget stille ham spørgsmål.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kunne derefter som det første melde ud, at asbest er et meget vigtigt område for både ham og regeringen, og at det kræver et vedvarende fokus. Derudover kunne han fortælle under samrådet, at han vil indkalde til drøftelser med de andre partier i løbet af foråret med udgangspunkt i Blik- & Rørarbejderforbundets otte forslag om asbest, hvor han påpegede, at flere af forslagene var interessante – uden at være konkret.

Behandlingstiden skal være hurtigere

I forhold til den konkrete sag lagde beskæftigelsesministeren meget vægt på, at det ikke var umuligt at dømme nogen efter den femårige forældelsesfrist, så han mente ikke, der var brug for at kigge på lovgivningen. Dog synes han, behandlingen af sagen var kritisabel.

- Vi kan se, myndighederne har brugt for lang tid på at behandle sagen. Det er ikke godt nok. Løsningen bør være, at myndigheder behandler sager hurtigere, sagde Peter Hummelgaard på dagens samråd.

Håber på konkrete forbedringer

Forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet Henrik W. Petersen savner svar på den konkrete sag, men han synes alligevel, der kom noget positivt ud af samrådet i dag.

- Det er positivt, at ministeren og flere af Folketingets partiergiver udtryk for, at deprioriterer asbest. Og det er positivt, at ministeren også mener, der bør være kortere behandlingstid, men det hjælper desværre ikke medlemmerne i den konkrete sag. Jeg håber dog på, atdrøftelserne med de andre partier om asbest vil føre til nogen konkrete forbedringer, og så er jeg glad for at se, at vores forslag bliver taget til efterretning," siger Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet.