Top menu

’Det er et stort ansvar’

Dato: 24/11-2021
Tags: Politik
2386

To medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet blev i sidste uge for første gang valgt som kommunalbestyrelsesmedlemmer. Hør deres tanker om at være nyvalgte, og hvad de vil arbejde for i deres kommune.

Jørgen Richardt Nielsen (t.v.) er valgt til kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune, og Kristian Sandgaard Timmermann (t.h.) i Holbæk Kommune.

Jørgen Richardt Nielsen, 42, der til dagligt arbejder som VVS’er - er for første gang blevet valgt til kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune.

- Det er underligt, lidt mærkeligt, efter 3 måneders valgkamp at blive stemt ind. Det er super fantastisk, og et stort cadeau fra vælgerne, men også et stort ansvar, lyder det fra Jørgen.

Levende lokalområder

I kommunalbestyrelsen kommer han til at sidde med i Plan & Kulturudvalget, i Socialudvalget – og derudover er han også valgt til bestyrelsen i forsyningen.

- Vi skal skabe nogle levende lokalområder, lave byplanlægning og udstykninger, fortæller Jørgen om det kommende arbejde.

Han påpeger, at det hele er nyt for ham, så det er alt sammen nyt og spændende at komme i gang med.

Et specielt valg i Holbæk

Kristian Sandgaard Timmermann, 44, er nyvalgt til kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune, og arbejder til dagligt som servicetekniker. Han beskriver det både som overvældende at blive valgt, men også specielt.

Specielt fordi Socialdemokratiet, han stillede op for, fik så godt et valg, som de gjorde i Holbæk Kommune. Her trak Holbæks borgmester, 28-årige Christina Krzyrosiak Hansen, næsten halvdelen af alle de angivne stemmer – og sikrede partiet 59% af vælgernes opbakning.

Vil holde sine kollegaer i ørene

Kristian Timmermann er i forbindelse med konstitueringen kommet med i Udvalget for Plan, Bolig og Lokal udvikling, og det giver rigtig god mening i forhold til hans mærkesager;

- Det ligger lige til højrebenet i forhold til min mærkesag om udvikling i lokalområderne i Holbæk Kommune.

Men han har ikke af den grund tænkt sig at begrænse sig til området

- Og så vil jeg selvfølgelig holde mine kollegaer i ørene på de andre områder, siger Kristian.

Han er særlig spændt på, hvordan han kan være med til at gøre en forskel, og i hvor høj grad.