Top menu

Debat: Værdig tilbagetrækning skal være en rettighed

Formanden har ordet
Dato: 01/02-2019
1885

Forbundsformand Henrik W. Petersen mener ikke, at nedslidte fra fysisk hårde brancher, skal stå med nedbrudt krop og hatten i hånden og tigge om lov til at trække sig tilbage efter et langt og arbejdsliv. Det skriver han på sin blog på Avisen.dk.

Debatten om værdig tilbagetrækning for nedslidte og øget pensionsalder er taget til i styrke, som valget nærmer sig. Det er helt på sin plads, for er der noget almindelige hårdtarbejdende lønmodtagere er optaget af, er det muligheden for at kunne gå på pension med god samvittighed efter et langt arbejdsliv.

Nu har politikerne efter langvarigt og massivt pres efterhånden indset, at der må gøres noget. Socialdemokratiet har med deres udspil taget parti for den gruppe af lønmodtagere, som har de største behov. Med forslaget får dem, der har knoklet flest år på arbejdsmarkedet, mulighed for at trække sig tilbage, inden kroppen siger helt stop.

Udspillet har også fået flere af de andre partier på banen. Selv de Radikale føler nu behov for også at gøre noget for dem, som er for nedslidte til at arbejde. Men bag de flotte ord, ønsker partiet samtidig at øge pensionsalderen yderligere, ligesom en lægelig vurdering skal ligge til grund for afgørelsen af tidligere pensionering.

Det er bare ikke godt nok. Først og fremmest siger vi i Blik- og Rørarbejderforbundet nej tak til yderligere stramninger af pensionsalderen. Vi siger også nej tak til, at det er en læge, som skal vurdere om en person er egnet til pension eller ej.

Fra vores medlemmer i Blik- og Rørarbejderforbundet ved vi, at de allerhelst ønsker at arbejde så længe de overhovedet kan. De ved nemlig godt, at der er tale om en markant indtægtsnedgang at skulle gå fra et fuldtidsarbejde til en ydelse, som vel svarer til satsen for dagpenge.

Vi kan blot konstatere, at selv om mange ældre kolleger gerne vil, så kan kroppen bare ikke mere. Lige nu er mere end hver femte af vores medlemmer mellem 60 og 65 år på efterløn. Det viser, at der er behov for ordninger, som tager hånd om de mest nedslidte lønmodtagere.

Det skal ikke være sådan, at nedslidte blikkenslagere, skorstensfejere, slagteriarbejdere, sygeplejersker og andre fra fysisk hårde brancher, skal stå med nedbrudt krop og hatten i hånden og tigge om lov til at trække sig tilbage.

Retten til at kunne trække sig tilbage, skal være en sikret rettighed efter et langt og hårdt arbejdsliv.

Af Henrik W. Petersen, forbundsformand