I morgen er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag. Og det er en historisk 1. maj af flere årsager. For det første markerer vi 130-års dagen, siden kampdagen blev afholdt i Danmark for første gang. For det andet bliver det den første kampdag siden besættelsen, hvor vi ikke kan mødes og fejre dagen sammen. Så selvom der er mange sejre, vi skal fejre, og mange kampe, vi stadig skal kæmpe, så må vi altså nøjes med at gå den blanke og vårfriske dag i møde hver for sig.
Da kampdagen blev afholdt første gang i Danmark i 1890 i Fælledparken, var formålet at rejse kravet om en 8-timers arbejdsdag. Og selvom hverken de private eller offentlige arbejdsgivere ville give arbejderne fri til at deltage, troppede mellem 30.000 og 40.000 mennesker op for at vise, at de stod sammen om at kræve bedre forhold på det danske arbejdsmarked.
Siden 1890 har målene for kampdagen ændret sig. I 1919 blev 8-timers arbejdsdagen indført i Danmark. I 1938 kom den første lov om lønnet ferie, og i 1974 blev 5-dages arbejdsugen indført. Ingen af disse sejre var kommet igennem, hvis ikke det var for en stærk arbejderbevægelse, som står sammen på tværs af fagene og tør rejse sig trodsigt i vrimlen. Den kampgejst og det sammenhold får vi brug for i den kommende tid.
I år bliver både slagsangene og skåltalerne digitale. Men det gør dem ikke mindre vigtige. Jeg glæder mig meget til i morgen at være med til at kigge tilbage på de sidste 130 års sejre, men også til, at vi sammen – men hver for sig – vil gøre politikerne, arbejdsgiverne og resten af Danmark opmærksomme på, hvad vi vil kæmpe for i de kommende år.
Vi går nye kampe i møde
I den kommende tid kigger vi ind i udfordringer, som vi aldrig har set før. På trods af hjælpepakker, trepartsaftaler og en positiv udvikling i antallet af indlagte, så har vi kun set toppen af isbjerget, når det kommer til de økonomiske konsekvenser, som corona kommer til at medføre.
Vi begynder nu for alvor at se konkurserne vælte ind, og de økonomiske konsekvenser breder sig længere og længere ud i samfundet. Og selvom landet langsomt begynder at genåbne, og noget af produktionen kan starte op igen, så hjælper det ikke meget, hvis resten af verden ikke er i stand til at købe vores varer og services.
Chefen for den Internationale Valutafond (IMF) har sagt, at corona-recessionen nu er værre end under finanskrisen. Og vi ved af bitter erfaring, at det i krisetider oftest er folkene på gulvet og de udsatte i samfundet, som ender med at betale størstedelen af regningen. Derfor er det også kun passende, at vi i morgen, den 1. maj, gør os nogle tanker omkring, hvordan vi vil sikre, at vi holder fast i solidariteten og ligheden i samfundet, når vi går ind i den næste fase.
I anledning af 100-års dagen for 1. maj blev det udtalt: “1. maj er jo en manifestation, hvor vi styrker hinanden, og hvor vi viser omverdenen, at vi vil solidariteten. Den svageste må ikke lades i stikken, den stærkeste må ikke kun tænke på sig selv.” Det citat er i min optik mere relevant nu end nogensinde før.
Udvidelse af positivliste vækker undren
En af de største kampe for arbejderbevægelsen i disse år er kampen mod social dumping. Heldigvis har den siddende regering meldt ud både før, under og efter valget, at de vil arbejde for at sætte en stopper for social dumping. Derfor vakte det også stor undren både hos mig og flere andre i fagbevægelsen, da regeringen efter krav fra De Radikale foreslog, at faglært arbejdskraft også skal omfattes af positivlisten fra 1. juli i år.
Når vi står i en situation, hvor over 94.000 danskere er blevet ledige på grund af denne her krise, så kan jeg godt forstå, at mange frygter, at nogle af de jobs snart bliver besat af udenlandsk arbejdskraft på løn og arbejdsvilkår, som faglærte i Danmark ikke kan eller skal konkurrere med.
Fra byggefagenes side har vi kæmpet for, at lovforslaget ikke kommer til at betyde import af billig arbejdskraft til byggeriet. Derfor glæder det mig, at det er kommet med i forslaget, at lønnen skal være den sædvanlige for området, og 75 % af de beskæftigede i branchen skal være omfattet af en erhvervsuddannelse, for at arbejdet kan komme på positivlisten. Virksomheder, der ønsker at gøre brug af muligheden, skal desuden være omfattet af AUB-ordningen, og udenlandske virksomheder, der ikke i forvejen var i landet, kan ikke bruge ordningen. I Blik- og Rørarbejderforbundet og resten af byggeforbundene vil vi sørge for at holde regeringen op på, at de forhold bliver overholdt, så der ikke er virksomheder, der får mulighed for at udnytte systemet og hente billig arbejdskraft ind i landet på udanske vilkår.
God 1. maj
Jeg vil ønske jer alle en – på trods af omstændighederne – god og festlig kampdag i morgen. Jeg tror personligt, at det vil være en af dem, vi kommer til at huske mange år frem på både godt og ondt.