Top menu

Formanden har ordet: EU skal sætte solidaritet før skattelettelser

Formanden har ordet
Dato: 17/07-2020
1863

Statsminister Mette Frederiksen er taget til Bruxelles for at forhandle om EU’s budgetter for de kommende 7 år. Og hjemme i Danmark går diskussionen på, om vi skal hjælpe de europæiske lande, som er ekstrahårdt ramt af coronakrisen – og hvordan vi sikrer, at løsningen bliver solidarisk for alle.

Pensionsalderen stiger igen

Selvom vi i Danmark indtil nu er kommet bedre igennem krisen end mange andre EU-lande, så står danske lønmodtagere med en stor udfordring. Fra den 1. juli i år steg danskernes pensionsalder endnu en gang. Arbejdslivet er blevet et halvt år længere, og man kan nu først få folkepension, når man er 66 år. Det er et voksende problem, for danskerne er i forvejen blandt dem, som har det længste arbejdsliv i hele EU.

Jeg glæder mig derfor meget til, at politikerne efter sommerferien skal diskutere muligheden for en værdig tilbagetrækning, for dem der har brug for det. Det har vi længe kæmpet for i Blik og Rør, for de medlemmer vi repræsenterer, er nogle af dem, der har det hårdeste og længste arbejdsliv. De har ret til at kunne trække sig tilbage efter et langt og hårdt arbejdsliv, hvor de har bidraget til Danmark ved blandt andet at sikre varmt vand, godt indeklima og ordentlige sanitære forhold. Og de skal ikke trækkes igennem den ene og den anden helbredsundersøgelse eller lægetjek for at få lov til at gå på pension. Det giver sig selv, at hårdt fysisk arbejde slider på kroppen. Derfor skal de også have lov til at trække sig tilbage, før deres krop siger helt fra.

Danske lønmodtageres pension skal ikke gå til italienske virksomhedsejere

Alt det skal Mette Frederiksen huske, når hun forhandler med de andre EU-statsledere hen over weekenden.

For selvom det er vigtigt, at vi er solidariske over for arbejdere i resten af Europa, så må det ikke blive på bekostning af danske VVS’eres, blikkenslageres og skorstensfejeres pension. Og når den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, foreslår at bruge EU-støttemidlerne til at give skattelettelser, så bliver jeg både harm og aldeles bekymret.

Vi ved af bitter erfaring, at skattelettelser primært gavner dem, der i forvejen har rigeligt. Derfor er det på ingen måde solidarisk at give støttemidler, hvis de ender med at gå til skattelettelser – hverken for de italienske eller danske arbejdere. Og jeg synes ikke, at det er i orden, hvis hårdtarbejdende danske lønmodtagere skal blive endnu længere på arbejdsmarkedet, for at italienske virksomhedsejere kan blive rigere via EU-betalte skattelettelser.

Derfor skal statsministeren i stedet presse på for at sikre, at der bliver afsat midler til for alvor at få sat gang i den grønne omstilling. Der er masser af grønne jobs i energioptimering og renovering af bygningsmassen. Og det vil gavne alle i samfundet, hvis vores boliger og offentlige institutioner bliver sundere og rarere at være i.