Top menu

Formanden har ordet: Nu skal slaget stå

Formanden har ordet
Dato: 16/08-2020
1861

Det har været en begivenhedsrig uge. I mandags besøgte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og jeg nogle af Blik og Rørs medlemmer på en byggeplads på Amager. Temaet var nedslidning og værdig tilbagetrækning, og det glædede mig meget, at ministeren satte tid af til at besøge nogle af dem, det hele handler om. Nemlig dem, som efter et langt og fysisk hårdt arbejdsliv bør have ret til at kunne trække sig tilbage, inden kroppen siger helt fra. 

Menneskeret at være rask – også når man forlader arbejdsmarkedet

Under debatten har flere politikere og økonomer ytret bekymring for, at en værdig tilbagetrækningsordning vil ”trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet”. Det mener jeg, er en helt skæv måde at se tingene på. Det bør da være en menneskeret, at man kan forlade arbejdsmarkedet, mens man stadig er rask. Samtidig ved jeg også, at langt de fleste allerhelst vil arbejde så længe som overhovedet muligt. 

De VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere, jeg kender, er stolte af deres fag, og de er glade for at møde ind på arbejde med deres kollegaer og hver dag bidrage til samfundet. På det sjak, jeg besøgte med ministeren i mandags, var gennemsnitsalderen 54 år, og de ældste kollegaer i sjakket var langt oppe i 60’erne. De nyder at gå på arbejde, og de vil arbejde så længe, som deres krop tillader det. Men de bekymrer sig for, om de kan holde helt til pensionsalderen, og derfor skal der være en mulighed for, at de som har brug for det, kan trække sig tilbage, inden kroppen tvinger dem til det. 

Fokus på dem, det hele handler om

I den kommende uge vil regeringen præsentere deres udspil til en ordning, som kan gribe de mennesker, der ikke kan fortsætte helt til pensionsalderen. Jeg ser frem til at følge debatten og ikke mindst til fortsat at sætte fokus på dem, som det hele handler om. Vi har i forbundet talt med en række medlemmer fra hele landet om nedslidning og deres bekymringer for fremtiden. Og vi vil i den kommende tid sætte fokus på netop deres historier. Det er nu, slaget skal stå, og det må ikke gå op i Christiansborg-fnidder og politisk drilleri. Derfor er det vores ansvar at minde politikerne om, at det er mennesker, det handler om. Og at de mennesker har fortjent en tryg og værdig afslutning på arbejdslivet.