Top menu

I Aalborg er der rigeligt kvinder på VVS-uddannelsen

Dato: 03/11-2020
1809

Det er sjældent, man støder på det, men på TECHCOLLEGE i Aalborg har de faktisk hele fire kvinder i gang med VVS-energiuddannelsen på samme tid.

Det er et efterhånden velkendt faktum, at der ikke er mange kvinder, der vælger en håndværksuddannelse, når de skal beslutte deres fremtid. Håndværksfagene er stadig mandsdominerede, men der er flere initiativer, der arbejder for at vise kvinderne, at de faktisk godt kan have en fremtid som håndværkere. Helt unikt viste det sig, at der på TECHCOLLEGE I Aalborg befandt sig fire kvinder samtidig på VVS-energiuddannelsen. Og for det ikke skal være løgn, så er de alle sammen på hver deres speciale – på nær Stine, der stadig er på grundforløb og uafklaret, men som påtænker at specialisere sig som energispecialist.

Kærlighed til faget

Det gamle dogme hedder, at mænd tager håndværksuddannelser og kvinder søger på gymnasiet. Men hvad gør man så, når man har svært ved at sidde stille? Stine Djurhuus Nielsen har tidligere arbejdet som butiksassistent, men har nu valgt at gå på VVS-energiuddannelsen.

- Jeg manglede at bruge mine hænder i mit tidligere job og lave noget mere fysisk. Jeg kunne aldrig sidde stille i folkeskolen. Det fede ved VVS er, at det både kræver hoved og hænder. Styrken den må komme på et tidspunkt. Det er ikke alle rør, der er lige nemme, siger Stine der er på GF2 og overvejer at blive energispecialist.

Det er også et fag, der giver mulighed for at komme ud og se nogen nye ansigter og hjælpe mennesker, mener Frederikke.

- Det bedste er frisk luft hver dag og at komme ud og møde nogle mennesker og løse en opgave, som kunden har. Jeg kan godt lide at snakke, så at komme ud til Fru Jensen og få en sladder, det er sgu da hyggeligt, fortæller Frederikke Møller, der er installationstekniker på H1 og i lære hos Nørhalne VVS.

Kvinder kan sagtens

Det er ikke noget nyt, at der ikke er mange kvinder, der søger ind på håndværksuddannelserne. Faktisk blev der kun indgået 21 uddannelsesaftaler af kvinder på VVS-energiuddannelsen i 2019. Det er altså kun 2,20% af alle aftalerne. Håndværksfagene får tit ry for at være en ”mandeverden”, og med god grund, når man kigger på statistikkerne. Men hvis du spørger pigerne, så kan man godt, selvom man er kvinde.

- Man går jo og tænker, om det er noget, man kan, nu hvor det er en mandeverden, men når man først kommer i gang med det, så kan man faktisk godt. Det var mine overvejelser inden, men jeg har ikke mærket det anderledes. Ikke på nogen negativ måde. Der er ikke nogen, der siger, ”det skal du ikke, fordi du er kvinde”, fortæller Randi Østergaard Mogensen der er i gang med H2 og i lære som ventilationstekniker i NB-ventilation.

Selvom det er en anden verden, så oplever Caroline Frellsen heller ikke, at mændene synes ringere om hende som håndværker, fordi hun er kvinde.

- Man træder ind i en mandlig verden med værkstedshumor. Der er ikke så mange piger, man kan snakke med, men drengene er super søde til at tage hensyn. Jeg har ikke oplevet nogen udfordringer, siger Caroline Frellsen, der er på H1 og i lære som blikkenslager hos Ulsted Blik.

Tallene for kvinder der søger en erhvervsfaglig uddannelse er let stigende. I 2017 var der 9 nye uddannelsesaftaler, og i 2018 var der 12.

 

Foto: Michael Bo Rasmussen

 

I fagbladet kan du desuden se en voxpop med Caroline, Randi, Frederikke og Stine -> Fagbladet 6 2020