Søgefelt

Tirsdag 11/09 2018

Medlemsfordel: Håndværket hædres med udstilling

Tag med på en rejse ind i håndværkets verden. Hvor hænder og hoved arbejder sammen om at skabe. Hvor det handler om godt håndværk og om faglig stolthed. Om at håndtere et værktøj, bearbejde et materiale og om at mestre et fag. Særudstillingen åbner den 28. september.

Gennem scenografi, film og lydkulisser kommer du helt tæt på dedikerede håndværkere, som tager dig med ind i deres fag.

Mød mesteren og lærlingen på en arbejdsdag. Træd ind i skurvognen og hør sjakket snakke om regler, kolleger og øgenavne. Eller prøv kræfter med tre-partsforhandlinger mellem stat, arbejdsgiver og arbejdstager, når der skal landes aftale om efteruddannelse. Bliv også klogere på bagsider som nedslidning, fordomme og mangel på anerkendelse. 

Se sæsonens svendestykke, når nyudlærte svende udstiller deres skills. Hør dem fortælle om deres værk og få et kig ind i deres fag. Vend også blikket mod dig selv og se på dine egne skills. Hvor ofte træner du dine praktiske færdigheder? Og længes du af og til efter at skabe noget med dine hænder? 

Håndens arbejde er praktisk dannelse for alle mennesker. Færdigheder, vi alle har brug for, når vi skal begå os i verden. I skiftende popup-værksteder kan du derfor afprøve dine praktiske og håndværksmæssige skills. Hvor meget øvelse skal der til, før du bliver mester? 

Udstillingen er en del af et 2-årigt projekt, som også består af et omfattende arrangementsprogram og undervisningsprogram for udskolingselever i Folkeskolen. Gennem hele udstillingsperioden vil der være skiftende popup-værksteder, hvor du som gæst kan træne dine praktiske og håndværksmæssige skills

Medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet har sammen med familien gratis adgang til udstillinger på Arbejdermuseet, der har hjemme i København.  Ud over særudstilling og særlige projekter som ’Håndens arbejde’ byder museet også på forskellige faste udstillinger og skiftende mindre arrangementer. På søndag kan man således komme med på omvisning i 50’erne, og på næste søndag er der omvisning i industriarbejdet.
 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt