Top menu

Norge udelukker udskældt italiensk totalentreprenør: Vi kan gøre det samme

Dato: 24/10-2024
3483

Lønsvindel og dårlige arbejdsforhold. Dette er blot få af mange anklager der med tiden har fyldt i Itineras indbakke. Blik og Rør blev i januar 2023 gjort opmærksomme på, at der foregik lønsvindel i firmaet Euroimpianti, som er underentreprenør til Odense Hospital Project Team, der er totalentreprenør på byggeriet af Nyt OUH i Odense - bag det står de italienske selskaber CMB og omtalte Itinera. Blik & Rør har rejst krav i millionstørrelse.

Tekst: Oscar Sejr, Studentermedhjælper - Journalist

Berettiget udelukkelse

For nylig blev netop Itinera udelukket fra et milliardprojekt i Norge på baggrund af sager om lønsvindel i Danmark. Blik & Rør og 3F har kørt flere sager om lønsvindel på byggeriet af Nyt OUH. Det er sager som dem på Nyt OUH, men også Køge Sygehus og Storstrømsbroen, som har fået udelukket Itinera fra Norge.

Itinera klagede over afvisningen, men det norske vejvæsen kunne hurtigt feje klagen af vejen, da udelukkelsen var fuldt berettiget. Det slog Oslo Tingrett fast ved kendelse den 01.10.2024. Statens Vegvesen, som havde afvist det italienske firma, henviste til en paragraf i “Forskrift om offentlige anskaffelser”. I paragraffen står der blandt andet -

 

"Når opdragsgiveren (den, der skal have opgaven udført, red) kan dokumentere, at leverandøren har begået alvorlige eller gentagne brud på bestemmelser om miljø, arbejdsforhold og sociale forhold som følge af nationale regler, EØS-regler eller internationale aftaler.". (dr.dk)

 

Men selvom denne sag har fundet sted i Norge, er det altså samtidig en mulighed i Danmark. Det kræver blot at det er nævnt i udbudsmaterialet og der foretages en screening af virksomhederne.

 

Carsten Duus, næstformand Blik & Rør Kreds Sydjylland-Fyn, mener at det er en vigtig kendelse, som danske politikere bør tage ved lære af i fremtiden.

 

”Det er vigtigt, at de folkevalgte politikere tager ansvar for at sikre, at danske skattekroner bliver forvaltet med omtanke, især når det kommer til offentlige byggeprojekter. Offentlige midler skal bruges ansvarligt og ikke understøtte social dumping, lønsvindel eller skatteunddragelse, som vi har set det på byggeriet af Nyt OUH” - siger Carsten Duus.

 

Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.