Gunnar stoppede med at arbejde og mistede sin kone på samme tid: Men tomhed har han aldrig følt

Robot-plæneklipperen sørger for, at græsset er nyslået i Gunnar Steens have i Sønderborg, men ellers er det Gunnar, der sørger for, at haven står snorlige.

En stor opstillet peberkværn af bliktønder på nabogrunden vidner om, at der også bor unge mennesker i kvarteret. Det kan 71-årige Gunnar ikke kalde sig længere.

- Vi har et rigtigt godt naboskab. Men de fleste af dem, der var her, da vi flyttede ind for 40 år siden, er her ikke længere. Nu er det unge mennesker med børn. Det er også hyggeligt. Så kommer børnene ind og får en is. Forleden kom der en dreng forbi og spurgte om han kunne ”låne en is”, siger Gunnar og griner.

Gunnar stoppede med at arbejde, da han var 62 år. Det blev til små 46 år som VVS’er og blikkenslager.

- Jeg har altid kunnet lide friheden i jobbet. Frihed under ansvar, vil jeg kalde det, siger Gunnar, der stort set altid har arbejdet på akkord.

Kun en kort periode har han kørt service.

- Det er ikke fedt. Så skal man høre på alt det vrøvl: ”Hvorfor skal du skifte den vandhane? Den har da altid virket”. ”Ja men den er 40 år gammel, og nu er den slidt”.

Bruger tid på krolf og kort

Gunnar flyttede ind i det gule etplans murstenshus med sin kone, da deres yngste søn var et par år gammel. Hustruen døde lige omkring, da Gunnar stoppede med at arbejde.

- Fra hun blev syg, til hun døde, gik der seks uger. Gunnar holder en lille pause og tager en dyb indånding, inden han fortæller om tiden, hvor han mistede sin hustru, som han havde været gift med i 34 år.

- Da hun blev syg med Creutzfelt-Jacobs (også kaldet kogalskab, red.), ringede jeg til mit arbejde og sagde, at jeg ikke ville komme, før efter bisættelsen, for vi vidste hurtigt, hvad vej det ville gå. Hun vidste det ikke selv, og det skulle hun heller ikke. Så ja, det var hårdt.

Efter bisættelsen ringede Gunnar til sin formand og sagde, at han ville gøre sidste etape færdig på en større ejendomsrenovering, som de var i gang med.

- På den måde kunne jeg få en ordentlig måde at slutte af på. Det havde længe været planen, at Gunnar ville gå på efterløn, da han var omkring de 62 år.

Gunnar synes ikke, det har været svært at stoppe med at arbejde, og han har heller ikke følt tomhed eller haft svært ved at få tiden til at gå, selvom arbejdslivet stoppede samtidig med, at han mistede sin kone.

- Sådan har jeg ikke haft det. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede med at arbejde. Der har været flere mestre, der har haft fat i mig for at høre, om jeg ville arbejde for dem. Men jeg har også haft smerter i skulderen. Og det er blevet bedre, Så nej, det havde ikke været det værd. Gunnar har også nok at se til. Han har sine to voksne sønner i nærheden og fire børnebørn, en have og et hus, der skal passes, Krolf en gang om ugen og en kortklub. Og så har Gunnar også fået en ”lille veninde”, som han kalder hende.

- Men vi skal ikke flytte sammen. Nej, nej, niks, slår han fast.

Fuld over grænsen

Gunnar var bare 17 år, da han startede i lære i 1969. Det var ikke altid lige sjovt at arbejde tæt sammen med en af de garvede svende dengang:

- Engang var vi med til at bygge en grænsebutik ved Tønder. Svenden tog mig med over grænsen til Tyskland, for at færdiggøre de sidste småting. Her mødte han en maler, og de begyndte at hælde i halsen.

Gunnar gjorde svenden opmærksom på, at de var i firmabil, hvortil svenden svarede ”Og hvad er problemet. Du kan vel bare køre hjem”. Så måtte den dengang 17-årige Gunnar uden kørekort køre bilen fra Tyskland til Danmark. Da de nåede grænsekontrollen, tog den fulde svend sig dog sammen og fik fragtet bilen over grænsen, indtil Gunnar tog styringen igen.

- Vi kom da hjem. Hold da kæft, den var ikke gået i dag, griner Gunnar.

Populær i Tyskland

Meget af Gunnars arbejdstid har han brugt i Tyskland for danske firmaer. Der har været rift om ham, da Gunnar taler flydende tysk og også kan alle fagudtrykkene. Han har blandt andet arbejdet fast i Hamborg i et halvt år og været rejsemontør fra 1986-2005 både i Danmark og Tyskland med en enkelt afstikker til Sverige.

- Det har været godt betalt. Det var det, der gjorde, vi kunne få råd til at renovere huset, fortæller Gunnar.

Hvordan har arbejdet forandret sig igennem din tid på arbejdsmarkedet?

- Det var hårdere fysisk, men vi havde mere tid. Jeg havde et motto, som jeg plejede at sige til min mester: ”Det vi ikke når at lave i dag. Det skal vi ikke lave om i morgen, siger Gunnar og trækker på smilebåndet.