Stig Søllested, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, har skrevet et debatindlæg, der blev bragt i A4 Arbejdsmiljø i juni, om hvor svært det kan være at være arbejdsmiljørepræsentant på en byggeplads. Fagbladet Blik & Rør bringer her en forkortet version af indlægget.
Af Stig Søllested, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet
For nyligt afsluttede vi i Blik- og Rørarbejderforbundet en principiel sag om beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter, som giver anledning til eftertanker.
På en af landets store byggevirksomheder så bygherren sig sur på en arbejdsmiljørepræsentant fra et mellemstort VVS-firma under et byggeprojekt i Københavns Nordhavn. Der var vedvarende problemer med sikkerheden på byggepladsen. Blandt andet kunne bygherren ikke sørge for saltning eller rydning af is og sne på de adgangsveje til byggeriet, hvor VVS’erne skulle bære materialer til arbejdet.
En dag i marts med frostvejr om natten faldt en af kollegerne på bagdelen, mens han bar rundt på tunge materialer til byggeriet. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med ham, men samme dag blev bygherrens langsommelighed med isrydningen diskuteret på et sikkerhedsmøde.
Alligevel skete der ikke noget, og da der næste morgen igen var spejlglat på adgangsvejene, skrev VVS’ernes arbejdsmiljørepræsentant en mail til et par af bygherrens folk, hvor han i umisforståelige vendinger bad om handling.
Desværre valgte VVS-firmaet at efterkomme bygherrens krav om at sætte ham til at arbejde et helt andet sted end der, hvor han var valgt til at være arbejdsmiljørepræsentant.
Som VVS-firmaet sagde; når vores kunde (bygherren) kræver vores medarbejder fjernet, så må vi bare klappe hælene sammen.
Endte i forlig
Blik- og Rørarbejderforbundet protesterede sammen med arbejdsmiljørepræsentanten og hans kolleger mod, at han skulle fjernes.
Efter forgæves forhandlinger om en løsning endte vi med, at sagen skulle afgøres i faglig voldgift. Heldigvis kom arbejdsgiverne til fornuft om formiddagen, lige inden vi skulle i voldgiftsretten.
Derfor kunne vi opnå forlig i sagen med en rimelig økonomisk kompensation til arbejdsmiljørepræsentanten.
Men sagen rejser alligevel flere vigtige spørgsmål, som jeg håber, at fagbevægelsen og andre gode kræfter vil tage op.
Det gælder især spørgsmålet om, hvorvidt vi har en tilstrækkelig beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanterne, når problemer skal løses i et samarbejde med tredjepart.
Som mange nok ved, gælder der på de fleste overenskomstdækkede områder den beskyttelse, at en arbejdsmiljørepræsentant kun kan afskediges eller få forringet sine forhold, hvis der er ”tvingende grunde” til det.
Det bør stå tindrende klart, at krav om ”tvingende grunde” til at ændre arbejdsmiljørepræsentantens forhold, gælder uanset om en tvist opstår i forholdet mellem arbejdsmiljørepræsentantens, arbejdsgiver eller forretningspartnere.
Kan give bygherre forkert opfattelse
Der er også en regel i Arbejdstilsynets bekendtgørelse, som giver anledning til usikkerhed. Det drejer sig om, at medarbejdere, der arbejder på ”en fremmed virksomheds område”, både skal rette sig efter reglerne fra egen arbejdsgiver, og regler om sikkerhed og sundhed, der gælder på den fremmede virksomhed.
Jeg kan godt være bekymret for, at reglen giver nogle bygherrer en opfattelse af, at de generelt har ”hals og håndsret” over alle medarbejdere på byggepladsen.
Der er nok at tage fat på for at forbedre sikkerheden på vores byggepladser, men de ting jeg her har nævnt, bør fagbevægelse, arbejdsgivere og myndigheder diskutere og forbedre, hvis vi vil have kolleger til at engagere sig i kampen for et bedre arbejdsmiljøet.