Top menu

Vigtigt slag vundet – men kampen er ikke slut endnu

Formanden har ordet
Dato: 24/05-2022
2537

Som mange af jer ved, har vi i Blik og Rør i årtier kæmpet for at få et opgør med asbesten. Vi har nok alle hørt om kollegaer, som er blevet syge, fordi de har været udsat for materialet. Og vi kender med garanti kollegaer, som har været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde. For det hører desværre ikke til sjældenhederne, at VVS’ere, blikkenslagere og skorstensfejere møder det farlige materiale i løbet af arbejdsdagen. Og det kan simpelthen ikke være rigtigt – ingen skal gå på arbejde med helbredet som indsats!

Som I nok ved, så har vores årelange indsats nu endelig båret frugt. Der er blevet indgået en politisk aftale på asbestområdet – en aftale som bakkes op af både rød og blå blok, og som indeholder 12 konkrete tiltag, som skal mindske udsættelsen for asbest. Jeg tør godt vove at påstå, at denne aftale ikke var kommet i stand, hvis ikke det havde været for det konstante og insisterende pres, vi fra Blik og Rørs side har lagt på politikerne på Christiansborg.

Betyder det så, at kampen mod asbest er vundet? Desværre ikke. Det er et langt og sejt træk at gøre op med et materiale, som findes i omkring en tredjedel af bygningsmassen. For mig og mine kollegaers vedkommende er kampen mod asbest først slut, når alle bygninger i Danmark er fri for asbest, og når ingen af vores kollegaer risikerer at blive udsat for fare, bare fordi de passer deres arbejde. Men med denne her aftale har vi vundet et vigtigt slag i kampen mod asbesten. Nu handler det om at fortsætte indsatsen og blive ved med at presse på for et sundt og sikkert arbejdsliv for vores kollegaer.

 

Du kan læse hele aftalen her: Asbestaftale