Jeg har i mange år haft en helt særlig respekt for Det Konservative Folkeparti. Godt nok er jeg uenig med partiet på mange punkter. Og derfor har de heller aldrig fået min stemme.
Men jeg har altid respekteret partiets grundholdning om, at vi skal tage ansvar for de svageste, og at vi skal arbejde for et sikkert og stabilt samfund, som vi alle kan trives i.
De Konservative har dybe og stolte rødder i Dansk Arbejdsgiverforening. De har repræsenteret og været talerør for mange af de arbejdsgivere, som mine forgængere har været oppe imod.
Nok har vi siddet på hver vores side af bordet - men vi har da kunnet finde sammen i et fælles rum, fordi vi har ville nå det samme, nemlig at sikre et trygt og fleksibelt arbejdsmarked, som kommer både lønmodtagere og arbejdsgivere til gode. Vi har haft det fælles mål, at vores arbejdsmarked skulle være præget af gode og retfærdige aftaler, ikke stram og ufleksibel lovgivning, som kan tilbagerulles, så snart mandaterne fordeler sig anderledes.
Det er derfor et sørgeligt syn at se Søren Pape Poulsen ty til usaglige angreb på den etablerede fagbevægelse, når han f.eks. skriver på sin Facebook, at fagbevægelsen har fået for meget magt.
Og jeg er decideret rystet over, at Konservatives beskæftigelsesordfører i et debatindlæg går i brechen sammen med formanden for Kristelig Fagforening (Krifa), som jo har valgt at stille sig uden for det selvsamme aftalesystem, som vi i fællesskab med ansvarlige arbejdsgivere har bygget op over det sidste århundrede.
Her anklager de blandt andet beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard for kun at være minister for lønmodtagere, som støtter en bestemt del af fagbevægelsen.
Man kan jo vende den om og spørge De Konservative, om deres seneste udmeldinger skal tolkes som, at de kun vil være et parti for medlemmer af Kristelig Fagforening? Det tror jeg, at de medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet, som stemmer konservativt, vil være skuffede over.
Jeg ved godt, at det for tiden er mange borgerlige politikeres yndlingshobby at sparke til fagbevægelsen. Men jeg håber, at Søren Pape og hans kollegaer på det konservative partikontor vil kigge indad og tilbage i deres egen historie. Og jeg håber, at de vil ære og respektere deres forgængere, som har været med til at bygge den danske model, som vi alle nyder godt af i dag - både på den ene og den anden side af bordet.