Når samfundet slår sprækker, rammer det os alle

Formanden har ordet
Dato: 03/02-2021
2014

Sprækkerne i det danske samfund vokser sig stadig større. Det er konklusionen på en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I 2019 steg de 10 procent rigeste danskeres indkomster med 5,4 procent sammenlignet med året før. Til sammenligning steg indkomsten blandt de 40 procent fattigste kun med 1,6 procent. Og coronakrisen har ikke gjort uligheden mindre – tværtimod. Som oftest rammer krisen hårdest for dem, der allerede har det svært. Vi har kunnet se, at dem med de laveste lønninger havde tre gange så høj risiko for at blive ledig end dem med høje lønninger, da coronakrisen for alvor ramte i foråret 2020.

Ulighed skaber uro

”Hvad vedrører det mig?” er der måske nogle, der tænker. Særligt dem, som selv har deres på det rene. Men ulighed vedrører os alle sammen. Hele grundlaget for den måde, vores samfund er bygget op på her i Danmark er, at vi alle har de samme muligheder. Uanset hvor du kommer fra, og hvem dine forældre er, så kan du selv bestemme, hvilken plads i fællesskabet, du vil tage. Men når gabet mellem de rigeste og fattigste stadig vokser, samtidig med at kompensationsgraden i dagpengesystemet falder, så træder vi længere og længere væk fra det samfund, vi er så stolte af. Og konsekvenserne ved et samfund med større ulighed rammer os alle, uanset hvor på indkomststigen, vi befinder os. Skrækeksemplet er lande som USA, hvor der tales om lige muligheder, men hvor skævvridningen svækker sammenhængskraften i samfundet. Resultatet er uro, utryghed og frustrationer. Og igennem verdenshistorien har vi set utallige eksempler på, at ulighed danner grundlag for sammenstød, revolutioner og krige.

Plads til forskellighed

Dette indlæg skal dog ikke ses som en drøm om et planøkonomisk samfund, hvor alle tvinges ind i den samme form, hvor ingen skiller sig ud. Vi er forskellige, og vores baggrund, bopæl og branche runder os, som de mennesker vi er. Det skal der fortsat være plads til. Men vi skal sørge for, at der ikke er grupper i samfundet, der halter bagud. Kun på den måde kan vi blive ved med at sikre, at alle i samfundet har muligheden for og lysten til at deltage i vores stærke fællesskab.