Top menu

Debat: Vi har ikke råd til at ignorere indeklimaet længere

Formanden har ordet
Dato: 20/09-2019
1882

Kvaliteten af den luft, som vores børn og unge indånder i timevis hver dag, er ikke god nok. Det mener forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet, Henrik W. Petersen, som peger på et behov for både politiske og økonomiske investeringer i fremtidens indeklima.

Af forbundsformand Henrik W. Petersen

 

Indeklimaet i danske folkeskoler og daginstitutioner er ikke for børn! I 2016 viste en undersøgelse foretaget af DTU Byg, at over halvdelen af de undersøgte klasselokaler havde en alt for høj koncentration af CO2. Det betyder, at lokalerne ikke er tilstrækkeligt ventileret. I et lignende studie af DTU, Alexandra Instituttet og Realdania var konklusionen, at 91 procent af de undersøgte klasselokaler var udsat for en for høj CO2 koncentration. Tallene er skræmmende, og studierne er entydige: Danske institutioners indeklima er for dårligt.

 

Dårligt indeklima skaber A- og B-hold

Dårligt indeklima har vidtrækkende konsekvenser. Vi har nok alle prøvet at sidde i et tæt pakket mødelokale med dårlig eller ingen udluftning og mærket den effekt, det har på vores energiniveau og koncentrationsevne.

 

For børn kan konsekvenserne være endnu større. Studier har nemlig vist, at der er en direkte sammenhæng mellem CO2-niveauet i luften og elevers faglige præstationer. Faktisk viser undersøgelser, at der kan være et helt års læring til forskel på elever fra skoler med godt indeklima til dem med dårligt indeklima. Vi risikerer derfor, at vi får A- og B-skoler, hvor elevernes skoletrivsel og fremtid afhænger af, hvilke ventilationsmuligheder der er på deres skole. 

 

For lærerne betyder et dårligt indeklima ringe arbejdsvilkår. Irritation i øjne og næse, hoste og træthed og øget risiko for allergi og hovedpine er blot nogle af de mange gener, som et dårligt indeklima og ringe luftkvalitet kan resultere i. Det får konsekvenser ikke blot for den enkelte underviser men også for kommunerne, som ender med større omkostninger på grund af sygefravær. 

 

Behov for politiske og økonomiske investeringer
I Blik- og Rørarbejderforbundet mener vi, at der er behov for konkrete investeringer – både politisk og økonomisk – som skal sikre et bedre indeklima i landets institutioner. Det vil komme både elever, lærere, forældre og ikke mindst kommunens økonomi til gode. 

 

Derfor satte vi den 4. september 2019 folketingspolitikerne Henrik Møller (S), Carsten Kissmeyer (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) og Jakob Sølvhøj (EL) i stævne ved en stor politisk konference på Christiansborg. 

 

Her herskede der bred enighed om, at der er behov for at ændre på de kedelige statistikker. Det hilser Blik og Rør velkomment. Men nu er der behov for politisk handling. 

 

Det kan ikke være rigtigt, at vores børn og unge skal tilbringe store dele af deres liv i lokaler med for dårligt indeklima. Vi vil derfor fortsat arbejde for, at der stilles krav til indeklimaet de steder, hvor børn og unge færdes – for vi har simpelthen ikke råd til at lade være.  

 

Bragt i A4 Nu den 18. september 2019