Top menu

Formanden har ordet: Lys i vinduet og håb i horisonten

Formanden har ordet
Dato: 07/05-2020
1872

I morgen, fredag, er det store bededag. Dagen blev indført i 1686 af Sjællands biskop, som ønskede at samle nogle af alle de mange bods- og bededage, man havde på det tidspunkt, og dermed opfandt dagen ’Ekstraordinær almindelig bededag’. Og uanset om man er religiøst anlagt eller ej, så må man sige, at vi alle har ekstraordinært meget at bede om i disse dage, hvor både vi i befolkningen og de folkevalgte forbereder sig på en ny fase af genåbningen af landet.

Mens jeg skriver dette, er regeringen og Folketingets partier i gang med at forhandle om, hvordan fase 2 af genåbningen skal se ud. Og der er mange forhold, der skal tages hensyn til. Både i forhold til det sundhedsfaglige og økonomien – og ikke mindst stemningen i befolkningen. En befolkning, som har brug for håb og optimisme for at kunne holde fast i samfundssindet.

REGERINGENS BOLIGFORSLAG ER WIN-WIN-WIN

Selvom det på mange måder var en anderledes 1. maj, vi måtte fejre i sidste uge, så bød dagen alligevel på en rigtig god nyhed. I sin 1. maj tale løftede Mette Frederiksen sløret for regeringens forslag til en boligaftale, som skal sætte ryk i både økonomien og klimakampen. Med forslaget om at afsætte 30 milliarder kroner til at renovere den almene sektor kan vi få gjort noget ved blandt andet indeklimaet i alle de almene boliger, samtidig med at energirenoveringer og udskiftning af oliefyr kan gøre en forskel for CO2-udledningen. Og så vil det skabe en masse arbejdspladser for blandt andet Blik og Rørs medlemmer.

Det glæder mig derfor meget, at regeringen har lyttet til blandt andet Blik- og Rørarbejderforbundet og de andre byggeforbunds forslag om at lade Landsbyggefondens midler gå til deres oprindelige formål – nemlig renovering. Og så varmer det jo en faglært blikkenslager og VVS-montørs hjerte, når statsministeren træder på podiet 1. maj og lover et opgør med skimmelsvamp og dårligt indeklima.

EN HJÆLPENDE HÅND TIL AMU-UDDANNELSERNE

Denne uge bød på endnu en god nyhed. Et bredt flertal i Folketinget blev i tirsdags enige om en økonomisk hjælpepakke til de skoler, der udbyder AMU – arbejdsmarkedsuddannelse. Med hjælpepakken kan alle AMU-udbydere få et økonomisk særtilskud, hvis har faldende aktivitet i 2020 på grund af coronakrisen.

Det er en virkelig vigtig aftale, for efteruddannelse er hele grundlaget for den kvalificerede arbejdskraft, vi har i Danmark. Det er en essentiel del af vores arbejdsliv, at vi udvikler os og bliver endnu bedre til det, vi laver. Og i denne tid, hvor mange desværre er blevet fyret, bliver efteruddannelse endnu vigtigere. Her giver efteruddannelse nemlig mulighed for at kunne omstille sig og lære nye kompetencer eller måske et helt nyt fag.

Der skal derfor lyde en stor ros til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Folketingets partier for at sikre en aftale, som kan holde hånden under AMU-uddannelserne. Det er et vigtigt skridt i genopretningen af vores arbejdsmarked.

DANMARKS BEFRIELSE

Den 4. maj fejrede vi 75-året for Danmarks befrielse fra de tyske tropper. Over hele landet – og på tværs af politiske holdninger – fejrede vi, at vi i det store hele kom ud af krigen som en styrket nation. Styrket i både vores sammenhold og i vores fælles kamp mod onde kræfter.

I dag – 80 år efter besættelsen – er vores frihed igen blevet indskrænket. Vi er heldigvis ikke besat af en fremmed magt, og de onde kræfter, vi kæmper mod i dag, er ikke et totalitært styre, men en verdensomspændende pandemi. Jeg er sikker på, at vores stærke fællesskab og solidariske samfundsmodel også vil få os igennem denne krise som en styrket nation.

Og selvom man ikke kan sammenligne besættelsen og coronakrisen, så tror jeg alligevel, at der den 4. maj var mange danskere, der for første gang kunne sætte sig ind i, hvordan befrielsesdagen må have været for dem, som oplevede den. Og ligesom vi har bevaret minderne om befrielsen, hvor befolkningen rev mørklægningsgardinerne ned, hejste fanerne og dansede i gaderne, så tror jeg også, at vi for evigt kommer til at huske den dag, hvor vores generation bliver befriet fra coronaens greb.