Top menu

Asbestprøver: Man skal kunne stole på dem

Dato: 15/11-2022
2663

Der er oprettet et borgerforslag om en større uvildighed i asbestprøver. Det er en dagsorden, der lyder stor opbakning til i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Foto: Jonas Krøner

Der skal være større uvildighed i de asbestprøver, der foretages. Det er formålet med et borgerforslag, der for nyligt er oprettet. En problematik, der kun er gjort mere aktuelt med sagen om børnehaven Kobbelvænget i Brønshøj, hvor der er fundet asbest på børnenes legeplads.

Her stod nedrivningsfirmaet selv for at foretage asbestprøver - 24 i alt - der alle var negative. Men da håndværkerne på byggepladsen bad hovedentreprenøren om at få et uvildigt firma til at foretage prøver, var det et helt andet resultat. Her var 5 ud af 6 positive. 

Man skal kunne stole på prøverne

Det er en dagsorden, der lyder stor opbakning til i Blik- og Rørarbejderforbundet.

- Det er en utrolig vigtig dagsorden. Det hjælper ikke noget at tage prøver for asbest, hvis man ikke kan stole på resultaterne – og ikke mindst, at de er foretaget de rigtige steder, lyder det fra Stig Søllested, næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet

Og han er helt enig i, at der skal strammes op på området

- Vi ser gang på gang nyheder om, hvordan der konstateres asbest steder, hvor der ellers var forsikret om, at det skulle være fjernet. Nu bliver det heldigvis en realitet, at det kommer til at kræve en autorisation at arbejde med asbest. Men vi er også nødt til at få strammet kravene til prøvetagningen, så håndværkere eller borgere ikke render rundt i asbeststøv – i en tro på, at det ikke er der, eller at det er fjernet. Det kommer vi til at sætte på dagsordenen politisk, uddyber han.

Hvem kan foretage prøverne i dag?

Som det er i dag, kan hoved- eller underentreprenørerne selv stå for at få foretaget asbestprøver. I sagen om Børnehaven Kobbelvænget var det for eksempel nedrivningsfirmaet, der havde stået for at foretage prøver for asbest – som altså siden ikke viste at holde stik.

Historien har i høj grad mange af de samme træk, som en sag fra Højstrupparken i Odense tidligere på året. Her havde byggeledelsen forsikret om, at der ikke var en risiko for asbest. Men da elektrikerne på pladsen insisterede på at få foretaget uvildige prøver, var de positive.

Her var det nedrivningsfirmaet, der havde stået for de tidligere, men altså ikke retvisende, prøver.

Borgerforslaget kan man læse her.