Top menu

VVS’er i Lønmodtagernes Klimapanel: ”Så kom de her små skæbner til verden, og så får man et andet syn på verden - og hvilken verden man efterlader sig”

Dato: 13/10-2022
2633

Lønmodtagernes Klimapanel præsenterede den 11. oktober otte anbefalinger om den grønne omstilling. VVS-montør Jesper Kallehauge har været en af panelets ti medlemmer.

I 2021 nedsatte Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lønmodtagernes Klimapanel. Panelet består af 10 repræsentanter fra forskellige arbejdspladser. Formålet med klimapanelet har været at komme med anbefalinger til, hvordan lønmodtagere, kolleger eller ledelse kan fremme den grønne omstilling på arbejdspladsen. Otte anbefalinger er det blevet til, som blev fremlagt d. 11. oktober i Pio-salen på Arbejdermuseet.

Jesper Kallehauge, der til daglig er VVS-montør i Bravida, har været en del af panelet. Han forklarer fra scenen, at han egentlig ikke tidligere har været særligt klimabevidst, men at hans børn gjorde forskellen.

- Så kom de her små skæbner til verdenen, og så får man et andet syn på verden – og hvilken verden, man efterlader sig, fortæller han.

Fremhæver forslaget om uddannelse

Af de otte anbefalinger, panelet er kommet med – er Jesper Kallehauge særligt glad for forslaget om at prioritere uddannelse.

- Mit yndlingsforslag er nok uddannelse, det er grundstenen i samfundet. I dag er klima blevet samfundsfag.

Og tilføjer

- Det betyder, at det er noget, vi sammen skal tage hånd om.

Lønmodtagerne vil faktisk den grønne omstilling

En analyse fra FH viser, at tre ud af fire lønmodtagere er positivt indstillet over for den grønne omstilling. Og at de rent faktisk gerne vil bidrage til den.

Men også at det vil ændre holdningen til den grønne omstilling, hvis det risikerer at koste dem deres arbejde.

Lønmodtagernes Klimapanel er et forsøg på at sætte dagsordenen for lønmodtagere i den grønne omstilling, og samtidig sikre, at det er socialt retfærdigt. Det fortæller Morten Skov Christensen, næstformand i FH, i sin præsentation af anbefalingerne.

En god oplevelse

Jesper Kallehauge fortæller, at det har været en god oplevelse at være med i klimapanelet.

- Første gang vi mødtes, tænkte jeg godt nok ’holy moly’, der er langt i mål med ti forskellige aktører. Men vi lykkedes med det, vi er kommet i mål. Så det har været en god oplevelse.

Det er selvom, der er forskel på tværs af brancherne.

- Der er nogle, der har lettere ved at komme igennem med deres ting. De mindre virksomheder har for eksempel lettere ved at komme igennem til ledelsen. End det er for os i de tekniske fag, fortæller han.

Hele rapporten kan findes her

De 8 anbefalinger

  1. Opbyg viden og fælles forståelse
  2. Prioritér uddannelse
  3. Styrk rammerne for innovation
  4. Skab tryghed
  5. Tænk grønt og retfærdigt
  6. Udpeg en ’bæredygtighedsrepræsentant’
  7. Etablér netværk for bæredygtighed
  8. Del de positive eksempler og historier