Top menu

Henrik & Henrik bukker blik på Bornholm

Dato: 27/09-2022
2620

De to gæve bornholmere Henrik Schou og Henrik Rasmussen laver blikarbejde på 14 nye feriehuse. De er gode kammerater og har arbejdet sammen i syv år.

Foto: Laust Jordal

I Svaneke på Bornholm render derfor tiden to gode venner rundt og arbejder med blik. Det gør de på byggeriet af 14 nye feriehuse under det fælles navn ”Swanvika”. Feriehusene ligger med det ikoniske vandtårn i baggrunden. Passende lokation, da vandtårnet er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon, og de nye feriehuse er skitseret af hans søn, Kim Utzon. Jørn Utzon er mest kendt for operahuset i Sydney, men det smukke vandtårn i Svaneke tiltrækker også nysgerrige besøgende fra nær og fjern.

De 14 ferieboliger rejser sig nu med et væld af dygtige håndværkerhænder. Der er selvfølgelig en del VVS-installationer, der skal klares, før folk flytter ind, men der er også en del blikarbejde på husene. Der skal laves tagrender, fodblik og facadebeklædning. Faktisk skal der bearbejdes 5,5 tons zink og 1 ton aluminium. Og det står de to gode kammerater Henrik Schou og Henrik Rasmussen for. Begge er VVS’ere, der er kommet til at arbejde med blik hos El og VVS Center – og det er de rigtigt glade for.

.Jeg elsker at arbejde med blik. Jeg ville gerne have været blikkenslager, men det var ikke muligt i det firma, hvor jeg var i lære, fortæller Henrik Rasmussen.

-Man gemmer oftest VVS-arbejdet væk, mens blikarbejdet skal kunne ses. Så kan jeg tage barnebarnet med ud og sige ”Se, hvad jeg har lavet”, fortæller Henrik Schou på 56 år.

Håndværket går i arv

Henrik Schou startede med at arbejde med blik for 20 år siden, da han begyndte at hjælpe blikmanden i sin virksomhed. Han viste ham alle tingene, og så kunne Henrik Schou med tiden overtage mere og mere blik. Blikmanden havde et særligt øje for detaljen, fortæller Henrik.

- Jeg var tit sammen med ham, og så vidste jeg, at når han sagde: ”nej hvor bliver det pænt”, så var det fordi, han altid kunne finde en fejl eller en lille ting, der blev bedre, griner Henrik Schou.

Henrik Rasmussen blev udlært i 2018, og har altid haft en interesse for blik, men det tog først for alvor fart, da Henrik Schou og ham kom i samme virksomhed.

- Henrik Schou lærte mig det meste, da han startede i firmaet. Så har jeg fået lov til at komme ud og prøve det hele, fortæller Henrik Rasmussen på 30 år.

Netop det detaljeorienterede er også noget, som Henrik Rasmussen sætter pris på.

- Blikopgaver er meget synlige. Man kan virkelig se, om blikkenslageren er gået op i detaljer.

Gode kammerater betyder godt arbejde

Henrik og Henrik har været kollegaer i syv år. De fortæller, at de tog hinanden med fra et tidligere firma, hvor de hurtigt fandt ud af det. De ses også privat og er altså både sammen på arbejdet og i fritiden.

- Det gør det helt sikkert nemmere, når man er gode venner, fortæller Henrik Rasmussen

- Der bliver gasset på en anden måde, fortæller Henrik Schou.

Faktisk har man mere lyst til at tage på arbejde, når man skal arbejde sammen med én, man godt kan lide, siger Henrik Rasmussen.

- Vi kender hinanden, og jeg kan regne med, at det Henrik laver i hvert fald er lige så godt som mit, fortæller Henrik Schou.

Udendørs arbejder giver problemer med konen

Henrik Schou synes, det er dejligt, når man kommer ud og skal sætte blikken op. Han kan godt blive lidt træt af kun at stå på værkstedet.

- Jeg elsker at arbejde udendørs, og vi er glade for det, vi laver her på solskinsøen. Man kan dog godt blive brændt på toppen og på armene. Så får man cykelrytterarme.

- Ja, det er skønt, indtil man kommer hjem og får skældud af konen, fordi man ikke har haft solcreme på, understreger Henrik Rasmussen.

Udfordringer med zink og korrigering

Kommunen er begyndt at gå op i, at zink kan være skadeligt for miljøet, fortæller Henrik Rasmussen. Derfor bruger de aluminium til fodblikket og laver ståltagrender. Zinken er kun til facadebeklædning. Derudover har der været et ønske om, at taget kom på først, men som Henrik Schou påpeger, så skal facadebeklædningen på, før alt det andet kan komme på. Dog er de begge alt i alt glade for at arbejde på Swanvika.

- Det er spændende at være med til at bygge Swanvika. Det bliver rigtigt spændende at se, når det er færdigt, slutter Henrik Schou af. Byggeriet står til at skulle være færdigt til næste år. Næsten alle boligerne er solgt på forhånd