Top menu

Tak for alt

Dato: 18/09-2018
Tags: Diverse
1339

Det er svært at sige farvel. Kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår for landets VVS’ere og skorstensfejere har fyldt rigtig meget i mit liv, og det har været et kæmpe privilegium at have haft medlemmernes tillid til at være forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet de seneste 11 år.

De seneste måneder har minderne om de mange oplevelser og kampe fra tiden som tillidsvalgt fyldt meget hos mig. Tankerne går helt tilbage fra dengang for 40 år siden, hvor jeg første gang blev involveret i det faglige arbejde som sikkerhedsrepræsentant, og frem til de senere års overenskomstforhandlinger og møder med politikere.

Det er på samme tid vemodigt, men også utroligt opløftende. Knap så opløftende er det til gengæld, når det gælder kampen for at bedre samfund. Her er der stadig er masser at kæmpe for.

Over de seneste mange år er uligheden desværre blevet mere markant i Danmark. Trods økonomisk fremgang og god beskæftigelse, er det ikke noget, der har forbedret forholdene for de mennesker, som har det sværest. De syge, de uarbejdsdygtige og andre uden for arbejdsmarkedet.

Hver gang, der laves besparelser, går det ud over dem, som ikke tilhører samfundets top. Besparelser på Arbejdstilsynet, sundhedsområdet, uddannelse og andre velfærdsgoder rammer altid de mennesker hårdest, som står på de nederste af samfundets trin.

Og går det godt i samfundet, og der er muligheder for at gøre noget godt, så ender det som regel med skattelettelser eller billigere afgifter på luksusbiler, som går til de grupper i samfundet, som har mest i forvejen.

Fordelingen af samfundets goder er bestemt ikke retfærdig. Den øgede ulighed er jeg meget optaget af, og derfor vil jeg også efter tiden som forbundsformand kæmpe for en mere retfærdig fordeling af samfundets goder.

På kongressen i Aalborg i slutningen af september skal de delegerede vælge en ny formand, og det er tid til at sige tak. Tak for de mange gode oplevelser. Tak for tilliden. Tak for alt.

Max Meyer
Forbundsformand