Top menu

Pensioneret blikkenslager til kamp for invalidestøtten

Dato: 04/01-2010
Tags:
116

Når blikkenslager Ivan Rønne Petersen næste år fylder 67 år, ryger invalidestøtten. Det vil han ikke finde sig i, og kampen for at førtidspensionister kan beholde invalidestøtten, skal nu afgøres i Landsretten.

Mappen med utallige brevvekslinger med myndighederne indeholder rigtig mange afslag, men det lader Ivan Rønne Petersen sig ikke slå ud af. Den pensionerede blikkenslager er derfor gået til kamp mod systemet, for han vil ikke acceptere, at han mister sin månedlige invalidestøtte på knap 2500 skattefri kroner, når han til sommer fylder 67 år.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke længere kan modtage støtten, bare fordi jeg fylder 67. De begrunder det med, at jeg til den tid ikke længere har et behov. Det er aldersdiskriminerende, og det bryder jeg mig ikke om, siger Ivan Rønne Petersen om sagen, han kæmper på vegne af alle førtidspensionister på invalidestøtte.

Støtten gives til førtidspensionister med tabt arbejdsevne, som hjælp til ekstra udgifter til medicin, hjælpemidler og den slags. Men selv om man som handicappet ikke bliver mindre syg med alderen, så fratages støtten den dag, modtageren fylder 67 år. Det ønsker både Ivan Rønne Petersen, Landsforeningen For Arbejdsskadede og flere handicaporganisationer ændret.

Langt slagsmål
Efter mange års arbejde som blikkenslager var Ivan Rønne Petersen knæ ødelagte, og han fik derfor tilkendt førtidspension i 1998. Hjertet fungerer heller ikke optimalt, men da han for to år siden blev bekendt med at invalidestøtten bortfalder i 2010, satte han sig for at kæmpe for sin sag.

Det skulle vise sig at blive et længere slagsmål end forventet. Først klagede han over afgørelsen til Gladsaxe Kommune, hvor det endte med endnu et afslag. Siden er sagen også blevet afvist af Den Sociale Ankestyrelse, Det sociale Nævn og Byretten.

- De sagde nej alle sammen, så nu må den prøves i Landsretten, siger Ivan Rønne Petersen, som er klar til at føre sagen hele vejen til den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, hvis han heller ikke får medhold i Landsretten.

Søger fri proces
Ivan Rønne Petersen får moralsk støtte fra Landsforeningen For Arbejdsskadede til at føre sagen. Udgifterne må han selv dække, men da sagen har principiel betydning for alle landets førtidspensionister med invalidestøtte, så håber han på fri proces.

- Jeg har søgt fri proces, men ellers må jeg trække på min forsikring. Og rækker det ikke, må jeg rundt med raslebøssen til de forskellige fagforbund, siger Ivan Rønne Petersen, der har en fortid som aktiv tillidsmand i Rør og Blik København.

Oddsene for at vinde sagen er gode. Flere vurderer nemlig, at de aldersdiskriminerende regler er i strid med nogle internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

- En juraprofessor har kigget på sagen, og hun mener faktisk, at vi har en god sag, fortæller Ivan Rønne Petersen, hvis kone også mister invalidestøtten næste år.

Samlet betyder det, at familien mister over 60.000 kroner årligt efter skat, og de må derfor alene leve af deres sparsomme folkepension.

Kampen for invalidestøtten har bragt Ivan Rønne Petersen på rundtur til de politiske partier. Både Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten ønsker loven ændret, men regeringen har indtil videre ikke været til at hugge eller stikke i.