Top menu

Lokalforhandling: Sådan kører I forhandlingerne

2090

Jeres tillidsrepræsentant har sikkert været på kursus i Blik- og Rørarbejderforbundet i forhandling – og ellers er der i hvert fald mulighed for at komme det.

Her et par stikord til at køre gode forhandlinger.

Få styr på papirerne. Når I har holdt et møde for at forberede jer, så skal I have styr på de lister, de noter og det materiale, som I har samlet sammen. Undgå at have for mange stykker papir med til forhandlingerne, og sørg for vide præcis, hvor de forskellige ting står henne på papirerne. Hold papirerne tæt ind til kroppen, da det jo er jer, der vælger, hvad I vil sige og hvornår.

Indkald til møde. Det er jeres tillidsrepræsentant, som fører forhandlingerne og indkalder til mødet med mester. Men han kan vælge at tage en eller flere kolleger med til mødet.

Sørg for en konstruktiv dialog. Husk at give plads til, at alle til mødet kan komme til orde. Husk også at lytte og stille spørgsmål. I kommer længst med en konstruktiv dialog.

Bed om pause. Hvis mødet tager en overraskende drejning, så bed om en kort pause. Inden I laver aftalen færdig, kan det også være en god idé at holde en kort pause og overveje, om man har fået sagt det, man ville, og om resultatet af forhandlingerne er noget, I kan sige ja til.

Skriv ned. Sørg for at få aftalen skrevet ned. Det kan også være, I aftaler noget, som I vil drøfte senere på året, men som I ikke kan lande en aftale på nu. Skriv i et referat eller i en hensigtserklæring de ting ned, som I ønsker at drøfte på et senere tidspunkt.

Fem gode ting at have med til forhandlingerne

 

  1. Krav og ønsker fra kollegerne
  2. En liste med gode argumenter
  3. Lønudviklingen
  4. Ledighedstal og andre tal, som viser udviklingen lokalt og nationalt
  5. Kaffe på kanden
Modtag vores nyhedsbrev

Hvis du ikke vil gå glip af nyheder fra dit fag, nyttige guides og medlemsfordele, så skriv dig op til Blik og Rørs nyhedsbrev her. Vi trækker lod hver måned om et gavekort til Salling på 1.000 kroner.