Top menu

VVS-branchen bobler af optimisme

Dato: 10/05-2016
Tags: Diverse, Løn, VVS
980

Arbejdsgiverne i VVS-branchen forventer stigende omsætning og behov for mere arbejdskraft i de kommende år. Det viser den årlige Markedsanalyse fra Tekniq.

Det går forrygende godt i VVS-branchen. Både omsætningen og beskæftigelsen stiger, og arbejdsgiverne selv forventer yderligere fremgang de kommende år. 
 
Foreløbige omsætningstal fra Danmarks Statistik viser, at VVS-branchen oplevede en flot aktivitetsfremgang på hele 5,1 procent i 2015. Samlet steg branchens omsætning med 0,9 mia. kroner til en omsætning på 20,6 mia. kroner i forhold til året før.
 
Også antallet af beskæftigede i VVS-branchen er steget. Således viser tallene fra Tekniqs markedsanalyse, at antallet af beskæftigede steg med hele 3,3 procent sidste år. 
 
- Udviklingen i VVS-branchen er overordentlig positiv. Antallet af ledige er i bund, og rundt i landet modtager vi mange henvendelser fra arbejdsgivere, som efterlyser arbejdskraft. Dem forsøger vi at hjælpe så godt vi kan, siger forbundsformand Max Meyer om den positive udvikling i VVS-branchen.
 
Fremgangen fortsætter
Fremgangen i 2015 blev skabt af bedre konjunkturer i dansk økonomi, hvor også stigende beskæftigelse, reallønsfremgang, Bolig-Jobordning og en bedring på boligmarkedet fik boligejerne til at investere mere i renoveringsprojekter. 
 
Modernisering og renovering af almene boliger og offentlige institutioner bidrog også til et højt aktivitetsniveau, ligesom erhvervslivet også investerer mere i energioptimering og intelligente bygningsinstallationer.
 
Det og yderligere forventninger til nybyggeriet betyder, at fremgangen fortsætter. Og da aktiviteten fra store offentlige projekter som hospitalsbyggeri også er stigende, vil aktiviteten de kommende år stige til et ekstraordinært højt niveau i VVS-branchen. 
 
Konkret forventes det, at installationsbranchens samlede omsætning forventes at stige med 1,4 mia. kroner i 2016, og med yderligere 1,9 mia. kroner i 2017. Med procentvis stigninger på 3 og 4 procent i indeværende og næste år, løber branchens årlige omsætning op i hele 50,1 mia. kroner i 2017.
 
Også efterspørgslen på arbejdskraft vil ifølge Markedsanalysen stige. Konkret forventes en stigning i antallet af beskæftigede i VVS-branchen stige med 550 personer frem til 2017. 
 
- Den stigende omsætning og aktivitetsniveau er sød musik i vores ører. For det må betyde, at der igen er plads til lønstigninger ved de lokale forhandlinger, siger forbundsformand Max Meyer. 
 
Han opfordrer tillidsfolkene lokalt til at indkalde til lønforhandlinger ude i virksomhederne, hvor man samtidig også gør sig nogle overvejelser om, hvordan man lokalt kan rekruttere mere arbejdskraft til branchen. 
 
- Det er oplagt at få oprettet nogle flere lære- og praktikpladser. Samtidig må man også lokalt tage kontakt til nogle af dem, som blev udlært i årene med lav beskæftigelse, og som derfor forlod branchen. Det må være muligt, at få nogle af dem tilbage igen, nu hvor beskæftigelsen er i top, forklarer Blik- og Rørarbejderforbundets forbundsformand.