Top menu

BoligJob-ordning med plads til forbedringer

Dato: 21/01-2016
935

Den nye grønne BoligJob-ordning, som trådte i kraft ved årsskiftet, skal nu vedtages i Folketinget. Blik- og Rørarbejderforbundet arbejder for at gøre ordningen endnu mere energivenlig.

I november indgik Venstre-regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Alternativet, SF og Det Konservative Folkeparti aftale om at videreføre BoligJob-ordningen fra 1. januar 2016 i en mere grøn udgave, så den understøtter den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.
 
Lovforslaget er nu fremsat til behandling i Folketinget, og her er det muligt for organisationer at indsende høringssvar og bede om foretræde for politikerne. Blik- og Rørarbejderforbundet bakker op om den nye grønne BoligJob-ordning, og har gennem hele forløbet påvirket ordningen gennem møder og skrivelser i en mere klima- og energivenlig retning. Og selv om mange ønsker er opfyldt, ser forbundet stadig muligheder for at gøre den endnu bedre. 
 
For eksempel fylder opvarmning af boliger meget i den nye ordning. Til gengæld har politikerne og embedsværket overset de oplagte klimagevinster, som ligger på området for brugsvand.
 
- Vandbesparende installationer er også en gevinst for klimaet, og derfor vil det efter vores opfattelse være naturligt, at området indarbejdes i ordningen. Samtidig skal vi også sikre, at kvaliteten er i orden, og derfor ønsker vi kompetencesikring af det udførte arbejde i ordningen, siger forbundsformand Max Meyer.
 
Møder med politikerne
Efter at lovforslagets 1. behandling i Folketinget har en delegation fra Blik- og Rørarbejderforbundet været til foretræde for Skatteudvalget, hvor synspunkter og inputs til ordningen blev fremført.
 
- Der blev lyttet til os, og det var tydeligt, at partier med fokus på den grønne omstilling, gerne vil i dialog med os for at få mere viden på området, fortæller næstformand Henrik W. Petersen, som oplyser, at forbundet igen har planlagt en række med flere af de politiske ordførere på området. 
 
Når skatteudvalget har behandlet de indkomne forslag og høringssvar, skal loven vedtages i Folketinget. Således er 3. behandlingen af BoligJob-ordningen berammet til vedtagelse den 11. februar 2016.