Top menu

Simon vandt guld til Skills: -Det forpligter at være Danmarks bedste lærling

Dato: 05/02-2023
2929

Tre lange dage kulminerede, da Simon Plauborg kunne tage imod en medalje af børne- og undervisningsministeren Mattias Tesfaye (S) på Scenen til DM i Skills i Fredericia.

Da konkurrencen slutter og de fire VVS-lærlinge kan ånde lettede op, er der ikke mange ord i Simon Plauborg.

- Det kan jeg fortælle dig om et par timer, lyder det korte svar på, hvordan han synes, det er gået i konkurrencen.

Den 20-årige VVS-lærling henviser til, at det først er senere på dagen, at han ved, om han er blevet danmarksmester i Skills inden for faget VVS-energispecialist.

Familie og venner har i de sidste timer af konkurrencen iagttaget ham og de tre andre deltagerne:

Silas Sebastian Hansen, Gustav Stryhn Becker og Mads Korsgaard.

Og mens Mads blev færdig et kvarter før konkurrencen sluttede, knoklede de tre andre indtil slutfløjtet lød.

Marginaler afgjorde det

Fire timer senere er der mange flere ord i Simon. Årsagen skal måske findes i, at han på scenen i MESSE C i Fredericia bliver kåret som vinder. Den 20-årige lærling fra Herningsholms Erhvervsskole tager smilende og tydeligt overvældet imod prisen fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

- Jeg er faktisk overrasket. Vi har været fire virkeligt dygtige folk i konkurrencen. Mads (Korsgaard red.) har været foran lige fra starten. Men der må have været nogle mål, der har passet bedre hos mig. Jeg er næsten sikker på, at det var marginaler, der afgjorde det, fortæller Simon kort efter, han er blevet fejret af familie, venner, hans uddannelsesleder og Blik- og Rørarbejderforbundet i den lille fiktive lejlighed i messehallen, der i tre dage har været hans konkurrenceområde.

Lange dage

De fire lærlinge har hver især haft en stand bestående af et teknikum, et badeværelse og en stue. Her har de blandt andet skulle lægge gulvvarme, installere vand og varme, sætte radiator op og bukke rør.

Lærlingene har kendt store dele af opgaven og har derfor kunnet træne op til konkurrencen. Men 30 procent af opgaverne er blevet ændret på dagen.

Der er tydeligt, at de alle fire er udmattede efter tre dages konkurrence.

- Det har været nogle meget hårde dage. Specielt fredag, hvor vi var på fra klokken 8-18. Det var en dag, der træk tænder ud, og der var man træt, da man kom hjem. Det var ikke svært at falde i søvn i hvert fald.

Også kroppen har været på prøve.

- Jeg har kravlet mere på knæene end til daglig. Så jeg har haft lidt ondt i ryggen og knæene. Det er nogle ubekvemme stillinger, man sidder i i mange timer.

Hvad kan du bruge det til, at du nu er danmarksmester inden for dit fag? Er det nemmere at få et godt job?

- Det kan godt ske, at det er lidt nemmere at få et job. Men i VVS-branchen er der næsten jobgaranti. Det er slet ikke derfor, man gør det. Jeg har lært at arbejde under et stort pres. Her om et halvt års tid, når jeg skal til svendeprøve, der er det da en stor fordel, at jeg har prøvet at arbejde under pres i over tre dage, siger han og tilføjer efter en lille tænkepause:

-  Der vil nok også komme et vis pres på mig nu. Det forpligter at være Danmarks bedste lærling. Det må jeg tage med.

Den byrde må han tænke på at bære senere, for tre dages hård konkurrence og en medalje om halsen skal fejres. Simon har dog ingen planer om at tage på pubcrawl og vise den store medalje frem.

- Jeg skal have en kold øl. Vi har været alkoholfrie, mens vi har været i konkurrence, så det synes jeg, vi har fortjent alle sammen. Men ellers så skal jeg nok bare hjem og sove, lyder det beskedent fra Simon.