Søgefelt

Tirsdag 02/01 2018

Godt nytår

Her ved indgangen til 2018 ønskes alle medlemmer, samarbejdspartnere og gode venner af forbundet et rigtig godt nytår.

Det forløbne år har budt på mange spændende udfordringer. Forårets overenskomstforhandlinger forløb bestemt ikke gnidningsfrit, og desværre lykkedes det heller ikke denne gang at blive enige med arbejdsgiverne i Tekniq om en ny overenskomst. 

Uenigheden på akkordområdet er ikke ovre, og forligsmanden har bedt os og vores modpart om at finde løsninger. Det arbejde er startet, og i de kommende måneder indkaldes der til medlemsmøder rundt i landet, hvor du og dine kolleger involveres og har mulighed for at komme med input og gode idéer til, hvordan vi kommer videre. 

Jeg og mine kolleger i forbundets daglige ledelse ser frem til opgaven, og håber at du og dine kolleger møder op og deltager i arbejdet med prislisterne. 

År 2018 byder dog også på en række andre opgaver og udfordringer. I foråret er der overenskomstforhandlinger på det offentlige område. 750.000 offentlige ansatte skal have en ny overenskomst, og det kan udvikle sig til en gyser. Det offentlige arbejdsmarked er nemlig under pres på grund af politikernes besparelser og forringelser. 

Sammen med den øvrige fagbevægelse har vi et fælles ansvar for at sikre ordentlige forhold til de ansatte i det offentlige i respekt for vores fælles velfærdssamfund. 

Senere på året holder Blik- og Rørarbejderforbundet kongres, og det fylder naturligvis også en del i en organisation som vores. Det er her medlemmerne bestemmer kursen for de fagpolitiske prioriteringer i forbundet og vælger de tillidsfolk, som de ønsker skal føre beslutningerne ud i livet. 

Alt tyder på, at 2018 også bliver et begivenhedsrigt år. Det gælder også ude på arbejdspladserne, hvor der er rigtig godt gang i beskæftigelsen. Ledigheden er i bund, og virksomhederne melder om stigende indtjening. Det bør naturligvis smitte positivt af på de kommende lønforhandlinger ude i virksomhederne. Sørg for at bakke Jeres tillidsrepræsentant godt op i forhandlingerne til fælles glæde for alle. 

Selv om vi har travlt i øjeblikket, må vi ikke glemme fremtidens udfordringer. De kommende år meldes om fortsat mangel på arbejdskraft. Derfor har vi alle et fælles ansvar for at få flere lærlinge ind i vores fag. Mange unge mangler fortsat en læreplads, så tag gerne initiativet og få plads til en lærling mere i en super spændende og udviklende branche.

Endnu engang. Godt nytår. 

Max Meyer
Forbundsformand

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt