Top menu

GØR BOLIGJOB-ORDNINGEN ENDNU GRØNNERE

Dato: 17/05-2017
1133

Til årsskiftet udløber aftalen om den grønne BoligJob-ordning, som Venstre-regeringen indgik med Dansk Folkeparti, Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti i sommeren 2015.

Meningerne om ordningen er delte. Nogle vil hævde at ordningen er overflødig, nu hvor der er kommet fart i beskæftigelsen i byggebranchen. Andre vil argumentere for, at ordningen alene tilgodeser boligejerne og derfor er spild af penge. Sådan ser vi ikke på det i Blik- og Rørarbejderforbundet.
 
Der er flere rigtig gode grunde til at bibeholde BoligJob-ordningen. Det handler om miljøet, og det samfund vi ønsker at aflevere til vores efterkommere.
 
VVS’ere og skorstensfejere arbejder dagligt med energi- og klimaløsninger, og kender derfor alt til behovet om mere energivenlige løsninger i boliger over hele landet.
 
Opvarmning af boliger sluger hele 40 procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Samtidig har vi et mål om, at reducere udledning af drivhusgasser med 80- 95 procent i 2050. Skal det lykkedes, er det et oplagt at energirenovere og dermed skære ned på kul- og olieforbruget. Det gælder især parcelhusene. Mere end 80 procent af dem er opført før 1970, det vil sige, inden man begyndte at stille energikrav til byggeriet.
 
Men når det kommer til at bruge mange tusinde kroner på energirenoveringer, er danskerne slet ikke så ivrige, som vi går og tror. Faktisk har husejernes interesse for energirenoveringer af egen bolig været konstant faldende siden 2012. Det viser en omfattende analyse, som er lavet af Boligejernes Videncenter under Realdania.
 
Undersøgelsen viser også, at folk er mere tilbøjelige til at bruge penge til boligforbedringer, som mere giver huset en æstetisk værdi, end giver den bedste energimæssige gevinst. Det bør der laves om på, og her kan BoligJob-ordningen gøre en forskel.
 
I Blik- og Rørarbejderforbundet mener vi, at en fortsættelse af BoligJob-ordningen ikke kun handler om arbejdspladser, eller om at boligejerne får tilskud til noget, som andre dermed er med til at betale. Vi synes, at ordningen også handler om, at vi i fællesskab har et ansvar for at gøre vores samfund mere klima- og miljøvenligt af hensyn til vores kommende generationer.
 
Derfor er vi tilhænger af en endnu grønnere BoligJob-ordning, hvor det fulde beløb alene øremærkes til energivenlige renoveringer af den eksisterende boligmasse.
 
Max Meyer
Forbundsformand