Top menu

Skorstensfejere med tanker til handling

Dato: 15/11-2016
1044

Fremtidens skorstensfejer tilbyder en bred vifte af serviceydelser i den private husholdning. Sådan lyder det fra de skorstensfejere, som var samlet til branchekursus om udvikling af skorstensfejerfaget.

Udvikling af skorstensfejerfaget er for alvor sat på den fagpolitiske dagsorden. For mens rensning af ventilationsanlæg er ved at brede sig i branchen, er der også en række andre opgaver, som kan blive en del af skorstensfejernes arbejdsområde. 
 
23 skorstensfejere havde fået til opgave at komme med nye idéer til at udvikle faget på det branchekursus, som Blik- og Rørarbejderforbundet, i samarbejde med Skorstensfejerlauget, arrangerede på LO Skolen i Helsingør. 
 
Som altid, når skorstensfejerne er samlet, blev faget debatteret ivrigt. Mange spændende forslag blev drøftet, og på området for serviceydelser for private, var idérigdommen stor. 
 
- Skorstensfejerne har et godt ry. Det bør vi udnytte til at tilbyde nogle serviceydelser, når vi alligevel er inden for døren ude hos kunderne, siger Bo Pedersen, som er 2. årslærling på Sjælland. 
 
Han kan sagtens forestille sig en fremtid, hvor han for eksempel kan udføre service på røgalarmer og pille-ovne eller fungere som energikonsulent med fokus på energitab i boliger. 
 
- Det er områder, som i forvejen ikke ligger alt for langt væk fra vores fag. Og med den fornødne efteruddannelse kan vi vel få kompetencerne til at udføre den type opgaver, forklarer Bo Pedersen.
 
Efterlyser succeshistorier
Blandt de 23 deltagende skorstensfejere, var også Nikolaj Nybrandt fra Greve. Han blev udlært i 2010 og kender godt til de mange snakke om udvikling i branchen. 
 
- Det har været et rigtig godt kursus. Der kom mange gode forslag på bordet, og vi fik vendt og drejet mange spændende tiltag. Men det er ikke nok med snak. Der skal også gøres noget, siger den sjællandske skorstensfejersvend. 
 
Konkret efterlyser han flere succeshistorier fra de steder rundt i landet, hvor skorstensfejerne har succes med nye tiltag. 
 
- Der er jo nogle mestre, som gerne vil være med til at udvikle branchen og derved udvide skorstensfejernes arbejdsområder. De mestre, som har succes med at tænke nyt, skal vi have frem i lyset, så de kan inspirere flere til at komme i gang, siger Nikolaj Nybrandt. 
 
Vi skal have modet
Udover nye idéer arbejdede deltagerne også med nye måder at styrke opbakningen til forandring i skorstensfejerbranchen. 
 
- De fleste skorstensfejere jo interesseret i at udvikle vores fag. Og på kurset fik vi nogle redskaber til at involvere kollegerne i det arbejde. Det er en opgave, vi skal være sammen om. Ellers bliver det ikke til noget, siger Nikolaj Nybrandt, som får opbakning fra sin yngre kollega.
 
- Det handler heller ikke om, at vi skal glemme vores fortid, historie og stolte traditioner. Men skal vi sikre en fremtid for faget, er det også nødvendigt, at vi alle har modet til det.