Fagforbund og arbejdsgivere i fælles grøn charmeoffensiv

Dato: 15/03-2021
2113

Blik- og Rørarbejderforbundet og TEKNIQ Arbejdsgiverne er gået sammen om en fælles brandingkampagne, der skal vise vvs-branchens rolle i den grønne omstilling.

Vi installerer fremtiden grønne løsninger. Det er et af hovedbudskaberne i en ny fælles brandingkampagne, som TEKNIQ Arbejdsgiverne og Blik- og Rørarbejderforbundet står bag. Kampagnen går i luften den 15. marts med en film, der blandt andet viser vvs-branchens rolle i klimakampen.

”Vi vil gerne gøre omverdenen opmærksom på, at vvs-branchen er en grøn branche, der skaber sammenhæng mellem teknik, mennesker og bygninger. Det gælder både, når der skal energieffektiviseres, og når der installeres vedvarende energiløsninger, indeklima og komfort,  håndfri installationer og meget mere,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.

Udover filmen vil der være små animationer, opgaver og et væld af opslag på de sociale medier, som de to organisationer håber vil være med til at give et mere nutidigt billede af vvs-branchen.

”Vi har stadig fokus på det gode håndværk, men vi er også en moderne teknisk branche, som er helt i frontlinjen i den grønne omstilling. Og som vvs-energi-uddannet skal du hele tiden være på forkant med den teknologiske udvikling for at kunne sikre kunderne skræddersyede løsninger, som passer til netop deres behov,” siger Kim Fusager Balle, forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet.

Tidligere kampagner har primært haft til formål at trække flere unge til branchen. Men denne gang vil man gerne nå bredere ud.

”Ud over de unge vil vi også gerne ramme politikerne og hr. og fru Danmark. Et af vores budskaber er, at uden vvs-branchen når hverken FN eller Danmark sine klimamål. Vi roder ikke bare med rør – vi roder med fremtiden, som det bliver sagt i filmen,” forklarer Tina Voldby.

For at give kampagnen så stor gennemslagskraft som muligt opfordrer TEKNIQ Arbejdsgiverne og Blik- og Rørarbejderforbundet i fællesskab virksomheder, medlemmer, skoler og erhvervsskoler til at tage del i den.

”Hvis vi skal have styrket fagets image, er der brug for en bred indsats, hvor alle aktører hjælper med til at sætte fokus på de mange opgaver og kompetencer, som vvs-branchen kan byde på. Samtidig kan vi forhåbentlig få endnu flere dygtige unge til at vælge et fag, der åbner et utal af spændende karrieremuligheder,” siger Kim Fusager Balle.

Overfor den brede befolkning vil kampagnen især køre på Facebook og Instagram, mens den kommende generation af potentielle lærlinge desuden vil kunne følge med på Snapchat og YouTube. Over for politikerne vil budskaberne især blive leveret på Twitter blandt andet i forbindelse med efterårets kommunalvalg. Der vil også blive produceret opslag, som er særligt målrettet mod piger for at gøre dem interesserede i at tage en vvs-energiuddannelse og blive en del af branchen.

Den nye film kan ses her