Søgefelt

Torsdag 22/08 2019

Kampagne: Få orden på skuret

Blik- og Rørarbejderforbundet tager på uanmeldte besøg på arbejdspladser med fjernvarme de næste uger for at kigge på forholdene med skurvogne. Er de i orden derude i landet, eller skal der strammes op?

Er skurvognsforholdene i orden der, hvor du lægger fjernvarme? Er der overhovedet en skurvogn? Sidder du i firmabilen og spiser din madpakke? Møder du på arbejde allerede i arbejdstøjet, fordi der ikke er omklædningsmulighed? Burde du faktisk have en skurvogn dér, hvor du arbejder?

Blik- og Rørarbejderforbundet tager i uge 35-36-37 på uanmeldte besøg på arbejdspladser, der beskæftiger sig med fjernvarme, netop for at undersøge om skurforholdene er i orden. Det er i stigende grad tilfældet, at VVS’ere, der arbejder med fjernvarme, ikke har de lovpligtige forhold at arbejde under.

Det siger reglerne
Det er din arbejdsgiver, der har ansvaret for, at de nødvendige faciliteter er til stede. Uanset hvor, hvor mange og hvor længe der arbejdes, skal der altid være et toilet til rådighed, og det må ikke ligge længere end 5 minutter væk. Hvis arbejdet varer længere end tre dage, eller hvad der svarer til seks mande-dage, skal der stilles faciliteter til rådighed.

Man kan løse det på flere måder; måske er der en egnet bygning tæt på, hvor man kan bruge deres faciliteter? Ellers er den typiske løsning at opstille en skurvogn. En skurvogn skal have rindende varmt og koldt vand, bade- og omklædningsfaciliteter, et separat spiserum og to skabe til hver ansat. 

Indeklima og spiserum
Reglerne siger, at skurvognen skal stå i umiddelbar nærhed af byggepladsen og være på plads fra første dag. Der skal være plads til alle i skurvognen, der skal være godt ventileret, isoleret, og temperaturen skal være mindst 18 grader. Værktøj, materialer og lignende må ikke opbevares i rummene. Spiserummet skal være adskilt fra omklædningen, der skal være god plads og mindst ét vindue, der kan åbnes.

Der skal også være et køleskab og mulighed for at varme mad og vand til f.eks. kaffe. Hvis der er tale om en opgave, der ikke strækker sig over to uger, og der højest er fire beskæftigede, kan der benyttes en mobil letvogn, som er lidt mindre end almindelige skurvogne.

Kampagnen
Blik & Rør vil tage rundt i hele landet denne sensommer og se på, om vores medlemmer har de faciliteter til rådighed, som de har krav på. Ved hvert besøg udfyldes et skema om forholdene på arbejdspladsen, og om der skal tages opfølgende aktion.

Ved samme lejlighed vil Blik & Rør også have branchevejledningen for fjernvarme med og vil tjekke om f.eks. kanalerne rundt om rørene er, som de skal være.

Tag godt imod dem, når de kommer forbi din arbejdsplads – og stil de gode spørgsmål, du kommer i tanke om!
 

Genveje

Søg på Blik og Rør

Søgefelt