Top menu

27 AMR’er mødtes: Her er det problem, de alle møder

Dato: 02/10-2026
4540

Støv og asbest var blandt de store emner, da arbejdsmiljørepræsentanter mødtes til konference i Nyborg. Men også spørgsmålet om, hvordan man passer på en kollega, fyldte i debatten.

Stig Søllested, der er næstformand, var vært for konferencen. Her står han sammen med Ulla Vogel, der er forsker (foto: Privat).
Stig Søllested, der er næstformand, var vært for konferencen. Her står han sammen med Ulla Vogel, der er forsker (foto: Privat).
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort

  • Støv er det arbejdsmiljøproblem, AMR’erne oftest møder.

  • Asbest og kvartsstøv kræver handling – og gode løsninger findes.

  • Arbejdsmiljø handler også om at opdage, når en kollega ikke har det godt.

Hvis de 27 arbejdsmiljørepræsentanter, som var mødt op til Blik- og Rørarbejderforbundets arbejdsmiljøkonference i Nyborg, ikke i forvejen havde støv på hjernen, så fik de det.

For støv var et af de helt store temaer på dagen. Det gjaldt både asbeststøv og kvartsstøv. En medlemsundersøgelse, der blev præsenteret af dagens vært og næstformand, Stig Søllested, satte en fed streg under, at netop støv er det arbejdsmiljømæssige problem, som AMR’erne oftest støder på i deres arbejde. Det angav 58 procent. Dernæst kom støj, muskelskeletbesvær og asbest.

Derfor var det også oplagt med et oplæg af Ulla Vogel, der er professor i kemisk arbejdsmiljø hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Hun slog blandt andet fast, at støv har en helbredsmæssig påvirkning.

- Indånding af 10 µg/m³ forårsager 44 ekstra dødsfald ud af 10.000 udsatte, lød den barske statistik.

Derudover forklarede hun også, at støv indåndes og spises, men at huden ikke direkte optager støv.

Dejligt at høre

Noget af det bedste til at undgå det farlige støv er udsugning, konstant støvsugning og afvaskning. Derfor var hun også glad for at høre repræsentanter fra Kreds Sjælland-Bornholm fortælle om, hvordan der på Novo Nordisk-byggepladsen i Kalundborg konstant er 14 mand på opgaven med at fjerne støv.

- Fedt mand, det er dejligt at høre sådan noget, lød det spontant fra en af deltagerne.

Også de andre repræsentanter fra de fire kredse fortalte om de udfordringer og sejre, de møder rundt om i landet.

Her kom de ind på den store asbestsag fra Badehusvej i Aalborg, aftalen mellem Region Øst og Herlev Hospital, der betyder, at alle projektledere skal have en særlig uddannelse med fokus på asbest, og problemerne med sagerne på skandalebyggeriet OUH i Odense.

Hang med mulen

Der var også masser af debat blandt deltagerne om, hvorfor det ofte er det fysiske arbejdsmiljø, der fylder, og ikke det psykiske.

En deltager fortalte, hvordan det havde virket for ham at spørge en kollega direkte, hvordan han havde det, efter han havde mærket, at kollegaen gik og hang med mulen. I langt de fleste tilfælde er det nemlig ikke kun problemer på jobbet, men også privatlivet, der påvirker.

For selv om støv fyldte meget på konferencen, blev det tydeligt, at arbejdsmiljø handler om langt mere end det, man kan se. De 27 arbejdsmiljørepræsentanter tog både konkrete erfaringer, nye værktøjer og inspiration med hjem til arbejdspladserne – med en fælles opgave om at holde øje med både det støv, der kan ses, og de problemer, der ikke altid er lige så nemme at få øje på.