Top menu

Nu starter en ny hverdag mellem vand, metro og nye kollegaer

Dato: 29/09-2026
4534

Fire forbund og to a-kasser har fået ny fælles adresse på Sluseholmen. Nu skal hverdagen finde sin form i et nyt fællesskab, hvor organisationerne deler hus, men beholder hver sin dagsorden.

Det er tre år siden, at beslutningen om at bygge et nyt forbundshus blev taget (Foto: Forbundshuset).
Det er tre år siden, at beslutningen om at bygge et nyt forbundshus blev taget (Foto: Forbundshuset).
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort

  • Fire forbund og to a-kasser er flyttet ind i det nye Forbundshus på Sluseholmen.

  • Flytningen giver mere plads, fælles faciliteter og mulighed for faglig sparring.

  • Organisationerne deler hus, men beholder deres egne medlemmer, beslutningsgange og dagsordener.

Elevatoren er stadig beklædt med pap, og flyttekasserne fylder på gangene i små formationer i det nye Forbundshus på Sluseholmen. Til gengæld er skrivebordene på plads, og skærmene er sat op ved arbejdsstationerne.
Skilteteknikerne er ved at sætte det sidste folie op på glasfacaderne til kontorerne. Og vigtigst af alt, så virker kaffemaskinen.

Dansk Journalistforbundet Medier og Kommunikation og a-kassen AJKS flyttede ind for halvanden uge siden, mens de ansatte og valgte fra Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Malerforbundet, a-kassen FAK og FAB (Forbundets Administrative Fællesskab), mandag tog hul på første arbejdsdag i det nybyggede domicil mellem metro og vand.

Forbund i vækst

Der er en stemning, som når noget, alle har ventet på længe, endelig sker. Det er tre år siden, at beslutningen om et nyt fælles forbundshus i første omgang for de fire førnævnte forbund og to a-kasser, blev taget.

For Blik- og Rørarbejderforbundet handler flytningen blandt andet om plads. Samtidig har muligheden for at investere i egne, bæredygtige kvadratmeter sammen med andre forbund været en del af overvejelserne.

- Blik- og Rørarbejderforbundet er i vækst, og det betyder også, at vi er vokset ud af vores nuværende lejede lokaler i Nyropsgade. Så da chancen bød sig for at flytte ind i et nyt bæredygtigt hus i 2026 med andre forbund og a-kasser og med mulighed for på sigt at samle endnu flere, så har vi efter grundige overvejelser besluttet, at det var det helt rigtige at gøre, sagde forbundsformand Henrik W. Petersen i januar 2026.

Se på nye ansigter

De fire forbund og to a-kasser lægger ikke selv beslag på alle 10.000 m. Nogle få lejemål venter stadig på nye lejere.  

Tidsplan og budget er overholdt. Ellers er de første dage præget af lidt børnesygdomme, der kan forventes ved en stor flytning, der involverer cirka 200 medarbejdere: Nogle malerier var kortvarigt forsvundet, elevatorerne gik i stå, og brandalarmen gik ubelejligt i gang.

Sidstnævnte blev en oplagt anledning til at kigge på alle de nye ansigter, som i fremtiden skal være en slags kollegaer.

Et kontorfællesskab

Ud over at Blik- og Rørarbejderforbundet er vokset i medarbejderstaben er der også andre fordele ved at slå sig sammen med flere fagforeninger under samme tag.

- Der er selvfølgelig stordriftsfordele ved at kunne have samme reception, kantine, IT-support, administration og den slags. Men der er også den faglige sparring, som vi uden tvivl vil få gavn af. Det kan både være i forbindelse med politiske beslutninger, som rammer fagbevægelsen, men også i forbindelse med organisering og medlemspleje, siger forbundsformanden, der dog understreger, at der er tale om et kontorfællesskab uden nogen form for fælles politisk dagsorden.

Samme hverdag

Selvom adressen er ny, bliver hverdagen for medlemmerne ikke vendt på hovedet.

Blik- og Rørarbejderforbundets medlemmer skal fortsat have deres primære kontakt til de fire kredse. Dansk Journalistforbunds medlemmer og AJKS er de eneste, der har den daglige medlemskontakt fra det nye hus.

Så for medlemmerne er den vigtigste forskel måske ikke, hvor Forbundshuset ligger.

De forskellige forbund har fortsat deres egne organisationer, beslutningsgange og dagsordener. Men i hverdagen er der nu blevet kortere mellem kaffemaskinen og kollegerne fra de andre ”håndværkerforbund”.