Ny udstilling om arbejdsmiljø og efterårsferie med børnebal, baggårdsballade og livet i barndommens gade. Husk dig og en ledsager har gratis adgang, når du er medlem af Blik- og Rørarbejderforbundet.
Hvordan har vores arbejdsliv forandret sig gennem tiden – og hvordan skaber vi et arbejdsliv, der er bæredygtigt på både kort og lang sigt? Det er nogle af spørgsmålene, Arbejdermuseet tager fat på med den nye udstilling ”Det er bare et arbejde”, som åbner 3. oktober.
Danmark er i dag et af verdens bedste lande at gå på arbejde i. Alligevel koster stress, arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme hvert år samfundet milliarder. Udstillingen inviterer publikum med ind i arbejdsmiljøets historie og sætter fokus på en debat, der fortsat er højaktuel: Hvordan sikrer vi, at arbejdslivet ikke slider os ned?
På Arbejdermuseet bliver arbejdslivets historie fortalt gennem de mennesker, der har oplevet den på egen krop – og gennem de kampe og forandringer, der har været med til at forme det arbejdsliv, vi kender i dag.
Efterårsferie i barndommens gade
I efterårsferien skifter fokus fra arbejdsliv til barndomsliv, når Arbejdermuseet fra 12. til 18. oktober inviterer hele familien med tilbage til ”Barndommens gade”.
Her bliver der skruet knap 100 år tilbage i tiden. Publikum kan opleve livet i baggårdene, dansefest i forenings- og forsamlingsbygningens festsal og den hårde læretid. Fra baggård til loftsrum byder museet på aktiviteter, leg og fortællinger om, hvordan det var at være barn i en anden tid.
Der er blandt andet mulighed for at deltage i børnebal og opleve baggårdsballade, mens hele familien kan gå på opdagelse i en verden, hvor hverdagen så meget anderledes ud end i dag.
Se program for efterårsferien her
Praktisk
Som medlem har du og én ledsager gratis adgang til Arbejdermuseet. Børn under 18 år har gratis adgang.
”Det er bare et arbejde” åbner 3. oktober.
”Barndommens gade” kan opleves fra 12. til 18. oktober.