Top menu

Fire anbefalinger skal forebygge ulykker ved tagarbejde

Dato: 31/08-2026
4481

En ekspertgruppe peger på fire løsninger, der skal styrke sikkerheden ved tagarbejde – blandt andet en koalition af rollemodeller fra byggebranchen og enklere regler.

Bygge- og anlægsbranchen er en af de farligste brancher, vi har. Nye anbefalinger skal gøre den mindre farlig (foto: Ulrik Jantzen).
Bygge- og anlægsbranchen er en af de farligste brancher, vi har. Nye anbefalinger skal gøre den mindre farlig (foto: Ulrik Jantzen).
Tekst
Maja Skov Vang

Fire anbefalinger skal stoppe ulykke fra taget. Det konkluderer en ekspertgruppe, der blev nedsat af forligskredsen bag arbejdsmiljøaftalen i 2024.  

Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, hvor der forekommer flest arbejdsulykker. Fra 2020-2024 blev der anmeldt 6.300 arbejdsrelaterede ulykker om året. Det svarer til cirka 17 arbejdsulykker om dagen. I alt døde 33 personer i den periode af en arbejdsrelateret ulykke.

De fire anbefalinger er følgende:

  1. Dannelse af rollemodeller for fremtidens sikre byggebranche, som kan sætte retningen for en stærkere sikkerhedskultur. Ekspertgruppen foreslår, at der dannes en koalition af stærke aktører fra branchen, som kan sprede budskabet om en stærkere sikkerhedskultur.
  2. Forenkling af tagregler, så de bliver lettere at forstå. Ekspertgruppen fandt, at reglerne for sikkerhed på tag er meget komplekse, da de tager udgangspunkt i hældninger på taget, og for mange er svære at forstå.
  3. Nye løsninger og branchestandarder, som kan hjælpe virksomhederne med at arbejde sikkert under tagarbejde. Allerede i planlægningsarbejdet skal rollemodellerne, som nævnes i punkt et, inddrages.
  4. Uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed, så både de udførende og ledere m.fl. på byggepladser har den nødvendige viden om arbejdsmiljø og sikkerhed. Personer med ledelsesansvar skal have undervisning i arbejdsmiljø og sikkerhed som et fast modul på uddannelserne.

Formand for ”Ekspertgruppen for Arbejdsulykker” Dan Radmer Henriksen siger:

- Det har været spændende at dykke ned i denne meget komplekse branche. Ekspertgruppen ser et stort potentiale for, at fokus på sikkerhed bliver styrket i byggebranchen og indgår som en vigtig del af samarbejdet mellem alle byggepladsens aktører. Vi håber, at rollemodeller fra branchen vil bidrage til at vise, at det kan betale sig at investere i at arbejde sikkert.

Læs mere om anbefalingerne her: Ekspertgruppen for Arbejdsulykker 2025