Top menu

Mange job er alvorligt truet af AI

Dato: 28/08-2026
4479

Men håndværkernes arbejde ligger i den sikre ende

AI kan ikke erstatte fagligt håndværk

Mange taler om kunstig intelligens. Stadig flere bruger AI – også professionelt. Men hvilke konsekvenser kan teknologien få for vores arbejde?

Ph.d. Ole Teutloff, der forsker i AI på Københavns Universitet og University of Oxford, har lavet en liste over de jobfunktioner, der er mest truet af AI.
Listen undersøger 113 jobfunktioner og bygger på tal fra Danmarks Statistik. Den viser, hvilke job der kan blive mest forandret i de kommende år og hvilke der er mest sikre, skriver Berlingske Tidende. Her kigger vi på listen med Utæthedens øjne på fag og fagforening.

Jura og kommunikation er mest udsat for AI   

Øverst på listen ligger jura. Lige efter kommer kommunikation. Det er to væsentlige arbejdsområder, hvor AI på sigt kan overtage eller forandre en del af arbejdet.

Længere nede på listen ligger sekretærarbejde som nummer 17. Derefter følger en lang række ledelsesjob i både privat og offentligt regi, mens undervisning på erhvervsskoler ligger som nummer 40.

Faglig rådgivning, administration og foreningsdrift er ikke samlet i én specifik jobfunktion, men placerer sig omkring midten blandt de truede jobfunktioner.

Stadig stort behov for praktisk arbejde

I den mindre truede ende finder vi en stribe fysiske opgaver inden for blandt andet sundhed og naturligvis service. Det gælder f.eks. tjenere, rengøring og renovation. Også bude, chauffører og kokke ligger i den bedre ende på arbejdsmarkedet.
 

Blandt de mindst truede job finder vi håndværket

Pladearbejde og svejsning ligger som nummer 107 ud af 113. Bygnings arbejdet ligger nummer 109, mens arbejde i anlægssektoren er nummer 112 på listen over job, der kun kan blive svagt påvirket af AI.

Det peger på, at praktiske færdigheder og fysisk arbejde foreløbig er langt vanskeligere at erstatte med kunstig intelligens.

Listen er et bud på fremtiden, og meget kan naturligvis forandre sig. Måske bliver det selvkørende biler og robotter udstyret med AI, der en dag vender op og ned på ranglisten.

Men indtil videre er der god grund til at holde fast i håndværket.

Og husk: AI er hverken hjerne, hænder eller hjerte.

Tilbage til nyhedsoverblikket