Top menu

Dolly Parton var fagforeningsmedlem i næsten 60 år

Dato: 28/08-2026
4478

Hele livet stod Dolly Parton ikke kun på scenen. Hun stod også på kollegernes side og insisterede på ordnede forhold for de musikere, der arbejdede sammen med hende.

Efter Dolly Partons død er hun blevet hyldet verden over. Som en af countrymusikkens største sangere og sangskrivere. Som skuespiller og forretningskvinde. Og for sin store velgørenhed og støtte til blandt andet ligestilling og LGBT+-personer.

Men en side af hendes lange karriere har fået mindre opmærksomhed: Dolly Parton var fagforeningsmedlem i næsten 60 år.

Stolt fagforeningsmedlem

Gennem det meste af sin karriere var Dolly Parton organiseret i amerikanske fagforbund for musikere og skuespillere.

Hun blev medlem af skuespiller- og mediefagforbundet SAG-AFTRA i 1969 og forblev medlem i mere end fem årtier. Endnu længere var hendes medlemskab af American Federation of Musicians, AFM. I hele 58 år var hun medlem af Nashville Musicians Association.
Og hun nøjedes ikke med selv at være organiseret.

Overenskomst var et must

Ifølge musikernes fagforening sørgede Dolly Parton og hendes folk konsekvent for at indgå fagforeningsaftaler ved koncerter, studieindspilninger og turnéer.

Det betød, at bands, korsangere og studiemusikere omkring hende fik del i de løn- og arbejdsvilkår og den beskyttelse, som fagforeningen sikrede.

AFM kalder hende et forbillede for, hvordan man behandler de musikere, man arbejder sammen med.Som fagf oreningens internationale formand, Tino Gagliardi, formulerede det efter hendes død: "Før hun blev et ikon, var Dolly en arbejdende musiker".

9 to 5 – en sang om arbejdslivet

Også i musikken satte Dolly Parton ord på almindelige lønmodtageres liv.

Hittet ”9 to 5” blev skrevet til filmen af samme navn fra 1980. Både film og sang satte fokus på kvinders arbejdsliv, dårlig ledelse, lave lønninger og kampen for ligestilling.

Sangen blev et internationalt hit – og har siden fået status som en af de mest kendte popsange om arbejdsliv og kampen for bedre vilkår.

Dolly Parton efterlod sig derfor ikke kun en enorm musikalsk arv.

Hun efterlod sig også historien om en verdensstjerne, der i næsten 60 år holdt fast i sit medlemskab af fagforeningen – og sørgede for, at kollegerne omkring hende blev behandlet ordentligt.
Tilbage til nyhedsoverblikket