Top menu

Rekordmange unge får korte uddannelsesaftaler: ”Det ligner et klokkeklart selvmål”

Dato: 24/08-2026
Tags: Uddannelse
4468

7.500 korte uddannelsesaftaler blev indgået i 2025, og på VVS-energiuddannelsen var næsten to ud af tre aftaler korte. Forbundssekretær frygter, at det kan øge frafaldet på erhvervsuddannelserne, samtidig med at Danmark står til at mangle 99.000 faglærte.

Flere unge indgår korte uddannelsesaftaler, som ikke dækker hele læretiden. Det vækker bekymring (foto: Noah Thilemann).
Flere unge indgår korte uddannelsesaftaler, som ikke dækker hele læretiden. Det vækker bekymring (foto: Noah Thilemann).
Tekst
Maja Skov Vang

Der blev i 2025 indgået rekordmange korte uddannelsesaftaler. Det vil sige aftaler, der ikke gælder for hele læretidsperioden. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at der sidste år blev indgået 7.500. Det er en skam, mener Kim Fusager, der er forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet:

- Det har aldrig været meningen, at korte uddannelsesaftaler skulle være normen. Hvis vi skal tiltrække unge mennesker, skal der være tryghed om, at man kan færdiggøre sin uddannelse. De unge skal vide, at de har sikkerhed for at kunne gennemføre deres uddannelse og ikke hele tiden risikere at stå uden en aftale.

VVS-energiuddannelsen er et af de mest markante eksempler. I 2025 var 536 ud af 840 indgåede uddannelsesaftaler korte, svarende til 63,8 pct. Andelen er steget fra 49,1 pct. i 2019. Det betyder, at næsten to ud af tre nye aftaler på VVS-energiuddannelsen er korte.

Risiko for større frafald

Kim Fusager frygter, at de korte aftaler har betydning for det i forvejen høje frafald, der er på erhvervsuddannelserne, hvor cirka en tredjedel stopper undervejs.

- Vi risikerer større frafald, og det giver ingen mening i en branche, der har så stort behov for flere faglærte. Det er ikke særligt trygt, at man hele tiden skal ud og lave nye aftaler for at kunne færdiggøre sin uddannelse. Det her skal branchen gøre bedre. Nu må arbejdsgiverne tage ansvar. Det ligner et klokkeklart selvmål. Det rammer ikke bare de unge, men også arbejdsgiverne. Attraktive og trygge uddannelsesaftaler er nøglen til at få flere unge til at vælge faget og sikre, at de bliver hængende og bliver færdige som faglærte.

Ifølge AE Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der mangle 99.000 faglærte om fire år.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) har på baggrund af tallene planer om at ville indkalde til trepartsforhandlinger.

- Jeg er nødt til at sige, at det her ikke er godt nok, siger ministeren ifølge DR.