Top menu

Nyt hold, nye biler og en skarpere strategi: Forbundet skruer op for organiseringsarbejdet

Dato: 20/08-2026
4464

Nye faglige organisatorer skal styrke indsatsen på arbejdspladserne. Samtidig skal et tættere samarbejde med kredsene og en mere målrettet strategi bringe forbundet tættere på medlemmerne.

Niels Braaby, er næstformand og ansvarlig for organiseringsarbejdet. De to nye faglige organisatorer er Karsten Thestrup Clausen og Christian Kokborg Simonsen (foto: Privat).
Niels Braaby, er næstformand og ansvarlig for organiseringsarbejdet. De to nye faglige organisatorer er Karsten Thestrup Clausen og Christian Kokborg Simonsen (foto: Privat).
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort: 

  • To nye faglige organisatorer skal styrke forbundets synlighed og relationer ude på arbejdspladserne.
  • Data og lokalkendskab skal bruges til at målrette indsatsen, så den passer til de enkelte områder og arbejdspladser.
  • Et tæt samarbejde mellem organisatorerne, kredsene og de tillidsvalgte skal bringe forbundet endnu tættere på medlemmerne.

I snart fem år har du kunne se Blik- og Rørarbejderforbundets Berlingo’er på landevejene, ved byggepladser og værksteder i hele Danmark.

Men nu er Berlingo’erne skiftet ud med Volkswagen, der er ansat et par nye faglige organisatorer og strategien for det gode organiseringsarbejde er blevet finpudset.

- Hele tanken bag organiseringssekretariatet var at skabe synlighed ude blandt vores medlemmer. Og det er stadigvæk den overordnede tanke. Men erfaringen gennem de seneste år har lært os, at vi skal være mere strukturerede og strategiske, end vi tidligere har været, siger Niels Braaby, der er næstformand i Blik- og Rørarbejderforbundet og ansvarlig for organiseringssekretariatet.

Mere målrettede indsatser

Han forklarer, at de ikke nødvendigvis kan lave de samme indsatser overalt i landet.

- Vi skal målrette vores indsatser efter, hvor i landet vi er. Der er kun to organisatorer, der skal dække hele landet. Derfor er det nødvendigt med et tæt samarbejde med kredsene, der har lokalkendskabet.

Desuden skal data også bruges mere strategisk, forklarer næstformanden. Blandt andet derfor har forbundet også oprettet en stilling som digital projektleder.

- Vi skal i højere grad være forberedte på, hvilken arbejdsplads og byggeplads det er, vi besøger – bruge data til at analysere, hvad der betyder noget for kollegaerne i deres medlemskab.

Gode relationer

Karsten Thestrup Clausen og Christian Kokborg Simonsen er de nye faglige organisatorer, der tager rundt på disse besøg. Begge er forholdsvis nyansatte i forbundet, men har dog nået at være ud på arbejdspladserne og tale med især tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.

- Jeg har indtil videre kørt rundt i Kreds Nord- Midtjylland og mødt tillidsrepræsentanter. Det er vigtigt med en god relation mellem de valgte, kredsene og os faglige organisatorer, som jeg synes, vi er ved at skabe, siger Christian Kokborg Simonsen, der primært skal køre rundt i Jylland og på Fyn.

- Jeg taler blandt andet med dem om lokalaftaler, hvordan det generelt går i firmaet, om de er klædt på til den rolle, de har, og om de har behov for nogle kurser eller noget i den retning, forklarer han.

I den forbindelse understreger de begge, at jobbet ikke kun handler om at få nye medlemmer, ligesom de begge fortæller, hvor vigtigt samarbejdet er med kredsene:

- Jeg har haft et tæt koordinerende samarbejde med kreds København og deres organiser, Jørgen Hansen. Det har været en kæmpe fornøjelse og inspiration, fortæller Karsten, der primært skal køre rundt på Sjælland.

Er der noget, der har overrasket jer indtil videre?

- Jeg er faktisk overrasket over, hvor mange unge mennesker og også nogle, der ikke er etniske danske, der er meget dedikerede og fagligt engagerede. Det er nok mine egne fordomme om, at man skal have været i branchen i årevis for at have den passion, der bliver modbevist, siger Karsten