Blik- og Rørarbejderforbundet forklarer, hvorfor forbundet advarer mod at lempe reglerne for håndtering af asbest.
Regeringen vil gøre det nemmere for privatpersoner at nedtage deres egne asbesttage. Hvorfor er det en dårlig ide?
- Blik- og Rørarbejderforbundet har – sammen med lønmodtagerne og politikere – igennem årtier kæmpet for strammere lovgivning, hvad angår asbest, og fra årsskiftet i 2025 fik vi endelig indført den nye autorisationslov. Den skærper reglerne for nedrivning og fjernelse af asbestholdige materialer. Særligt vigtigt er det, at nedrivning af asbest nu kræver virksomheds-autorisation, og at der stilles skærpede krav til uddannelsen af de ansatte, der arbejder med nedrivningen af asbest.
- Blik- og Rørarbejderforbundet vil advare kraftigt imod at lade private håndtere asbest igen. Asbest dræber, og enhver svækkelse af reglerne vil udsætte flere for påvirkning fra asbest. Det vil også medvirke til at svække den generelle opmærksomhed om, hvor farligt asbest er. Allerede i dag ser vi grelle eksempler på nedtagning og bortskaffelse. Vi har endda set børn blive sat til at fjerne asbest. En hver slækkelse af beskyttelsesniveauet betyder, at flere vil blive udsat for asbest.
Går Blik- og Rørarbejderforbundet kun op i det her, fordi det er jeres medlemmer, der skal nedtage asbesttagene, som det er i dag?
- Nej. Forbundet går op i det her, fordi det er menneskeliv, vi her taler om. Vi ved – ligesom diverse eksperter – at asbest er en potentiel dræber. Det er i øvrigt ikke vores medlemmer, der fjerner asbesttage. Det er typisk tømrere og nedrivningsarbejdere. Men vores medlemmer og andre fagfolk kommer typisk efter nedrivningen. Og er det ikke foretaget efter forskrifterne, vil de også blive udsat for asbest. Ligesom andre, der færdes i nærheden. Fx familien, der skal bo i huset eller naboer.
Kan Blik- og Rørarbejderforbundet ikke se, at det er alt for dyrt for privatpersoner at få professionelle til at nedtage deres asbesttag?
- Håndtering af asbest bør altid håndteres af fagfolk med en særlig uddannelse. Det er klart, at der kan være områder i Danmark, hvor omkostningerne ved asbestsaneringen er høje i forhold til ejendommens værdi. Så kan det give mening, at Folketinget overvejer et fradrag eller støtteordninger. Det støtter vi. Det er en samfundsopgave at sikre et asbestfrit Danmark. Men løsningen er ikke at slække på kravene om håndtering, på kontrol eller straf.
Hvad mener Blik- og Rørarbejderforbundet, der skal gøres?
- I stedet for at gå baglæns og slække på kravene og lovgivningen bør politikerne holde fast i, at asbest skal fjernes af professionelle og overveje nye initiativer. Vi bør screene Danmark for asbest, så vi ved, hvilke bygninger der indeholder asbest og så lægge en plan for et asbestfrit Danmark. Og så bør vi overveje at etablere støtteordninger, der gør det mere økonomisk overkommeligt visse steder at fjerne asbest.
- Så det vigtigste lige nu er, at folketingsmedlemmerne lader menneskeliv veje tungere end kroner og ører og sikrer, at dette forslag aldrig bliver til virkelighed.
Hvor farligt er asbest i grunden?
- Kræftens Bekæmpelse vurderer, at omkring 300 personer om året i Danmark dør, fordi de har indåndet asbestfibre. Til sammenligning døde der 145 i trafikken i 2024.
150 får diagnosen lungehindekræft om året. Lungehindekræft skyldes næsten altid asbest. Jo større mængde, man indånder, jo større er risikoen for at blive syg. Sygdommen er uhelbredelig. Udover lungehindekræft er asbestose, som navnet indikerer, også forbundet med indånding af asbestfibre. Asbestose er en kronisk lungesygdom, hvor indåndede asbestfibre danner arvæv i lungerne. Det gør lungerne stive og forringer vejrtrækningen. Sygdommen udvikler sig typisk mange år efter udsættelse af asbest
Læs mere her, hvor du kan blive klogere på risikoen: Asbest - Kræftens Bekæmpelse
Der er desværre også medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet, der er blevet syge af at arbejde med asbest. Vi har ikke statistik over, hvor mange.