Top menu

5 ting du skal vide om sikkerheden, når du arbejder på tag

Dato: 28/07-2026
4444

Tagarbejde indebærer en betydelig risiko for fald. Her får du fem centrale råd om regler, faldsikring og sikkerhed, der kan forebygge alvorlige ulykker.

Et øjebliks uopmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser (foto: Ulrik Jantzen).
Et øjebliks uopmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser (foto: Ulrik Jantzen).).
Tekst
Jonathan Roed Kirkedal

Det er ikke uden en risiko at have at udføre arbejde med mange meter ned til jordens overflade. Derfor er det også her utrolig vigtigt at være opmærksom på, at de nødvendigvige sikkerhedsforanstaltninger bliver overholdt.

Fagbladet Blik & Rør kommer her med nogle råd til, hvordan du holder dig opdateret på reglerne, og hvad du særligt skal være opmærksom på.


1)     Nye regler, der trådte i kraft 1. januar 2022

Fra 1. januar 2022 trådte der nye regler i kraft for tagarbejde. De indebar blandt andet en præcisering af reglerne for arbejde på flade tage med en hældning på under 15 grader og på skrå tage med en hældning på over 15 grader.

De nye regler betyder blandt andet, at virksomhederne ved arbejde på flade tage altid skal sikre mod nedstyrtning langs tagkanten i højder over 3,5 meter. Til forskel fra tidligere er dette uafhængigt af vejret, og der skal foretages en skriftlig risikovurdering, når der arbejdes i højder mellem 2 og 3,5 meter.

Ved arbejde eller færdsel på skrå tage med en hældning over 15 grader skal virksomhederne foretage en skriftlig risikovurdering, når den lodrette højde til tagfoden overstiger 2 meter – og arbejdet sker i en højde under 5 meter.

Kilde: Arbejdstilsynet

 

2)     Individuelt faldsikringsudstyr – kun ved kortere arbejde

Grundlæggende må individuelt faldsikringsudstyr kun benyttes til kortvarigt arbejde. Kortvarigt arbejde er en samlet arbejdsopgave, der ikke overstiger 4 mandetimer. Nogle ting at være opmærksom på i den forbindelse er:

-          At fastgørelsen skal foregå i et ankerpunkt eller en fast holdbar bygningsdel, der skal kunne klare et træk på mindst 12 KN (svarer til 1.200 kg.)

-          At faldhindrende udstyr er at foretrække over falddæmpende udstyr. Faldhindrende udstyr gør det umuligt at falde, hvorimod falddæmpende udstyr kun dæmper faldet.

-          At der skal laves en beredskabsplan, der blandt andet beskriver, hvad der skal ske før arbejdet, går i gang, under arbejdet og i tilfælde af, at der skulle ske en ulykke.

Kilde: BFA Bygge og Anlæg
 

3)     Når der er risiko for nedstyrtning og gennemstyrtning ind i bygningen

Er der huller og åbninger over 30 x 30 cm, betegnes det som nedstyrtningsrisiko og skal sikres enten med f.eks. rækværk eller bæredygtige plader, uanset hvor langt ned der er.

Det betegnes som risiko for nedstyrtning inde i bygningen, når man kan risikere at falde gennem huller i tagkonstruktionen og som gennemstyrtning, når man kan falde igennem et ikke bæredygtigt underlag.

Samtidig skal de materialer, håndværkerne går på, kunne dokumenteres værende bæredygtige.

Kilde: BFA Bygge og Anlæg

 

4)     Sådan måler du højden

Ved skråtage måler man højden fra overkant af tagfoden til det omgivende underlag, og ved flade tage fra tagkanten og ned til underlaget.

Hvis der er niveauforskelle, måles det sted, hvor der er den største afstand mellem tagkanten eller tagfoden og underlaget. Se nedenstående billede. 

Kilde: BFA Bygge og Anlæg: ’Branchevejledning om arbejde på tage’

 

5)     Her finder du den viden, du skal bruge

BFA Bygge og Anlæg, der er et branchefællesskab for arbejdsmiljø i bygge- og anlægssektoren, har udgivet vejledningen: ’Branchevejledning om arbejde på tage’. Her kan du finde de fleste gældende regler for at arbejde på tage. Det kan være en rigtig god idé at slå op i vejledningen for at blive klogere på, hvad der gælder på lige præcis din arbejdsplads – og de omstændigheder, I arbejder under.

Du kan finde vejledningen her: Branchevejledning om arbejde på tage - bfa-ba.dk

Artiklen blev første gang udgivet i Fagbladet Blik & Rør i september 2023.