Top menu

Fokus på oplæring kan få færre lærlinge til at falde fra: Se de ti bud

Dato: 06/07-2026
Tags: Uddannelse
4425

Ny viden giver 10 konkrete bud på, hvordan virksomheder kan styrke oplæringen af unge lærlinge og elever.

God oplæring og tydelige rammer i hverdagen kan skabe mening for de unge lærlinge på lærepladsen (foto: Jonas Krøner).
God oplæring og tydelige rammer i hverdagen kan skabe mening for de unge lærlinge på lærepladsen (foto: Jonas Krøner).
Tekst
Maja Skov Vang

Knap 43 procent af eleverne på en erhvervsuddannelse falder fra, inden uddannelsen er fuldført. Det viser en analyse fra AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) fra 2023.

Nu har CEVEU (Center for viden om Erhvervsuddannelser) med hjælp fra forskere fra Center for Ungdomsforskning undersøgt, hvordan unge under 25 år skaber sammenhæng i spændingsfeltet mellem oplæring i virksomhederne og skoleforløb.

Det er der blandt andet kommet ”10 bud for god oplæring” ud af. Budene kan betragtes som anbefalinger til virksomheder, der arbejder med unge lærlinge og elever. Ifølge Kim Fusager Balle, der er forbundssekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet, er anbefalingerne ikke kun målrettet mestrene, det er også anbefalinger, som kan bruges af kollegaer og ikke mindst af firmaernes uddannelsesrepræsentanter:

– Mange unge falder fra, fordi overgangen fra skole til arbejdsplads er for stor. Det er ikke nok, at de kan lide deres fag og kan finde ud af det, de skal også føle sig velkomne og forstået i firmaet. En god oplæring handler om at tage lærlinge alvorligt fra dag ét, give dem rigtige opgaver og sørge for, at der altid er nogen, de kan spørge. Det er sådan, man blandt andet er med til at fastholde lærlinge.

De 10 bud for god oplæring

1. Husk, at den unge også har et liv uden for arbejdet
Transport til og fra arbejdspladsen, skæve arbejdstider, eventuel flytning hjemmefra, social omstilling og tilvænning til fysiske arbejdsopgaver kan presse. Interesser dig for, hvordan den unges nye hverdag hænger sammen – især i starten og op mod skoleophold. Overgangsperioder kræver tilvænning. Modning bør derfor ses som noget, der bygges op over tid.

2. Giv opgaver, der gør lærlingen nødvendig
De unge i oplæring lærer bedst, når de laver ”rigtige” opgaver, der har betydning for produktionen. Giv dem arbejdsopgaver, hvor de får mulighed for at vise, hvad de kan. Pas på med kun at give hjælpeopgaver, bare fordi de er unge.

3. Usikkerhed er en del af at lære faget
Når der er noget på spil, kan man blive nervøs eller usikker. Det er normalt. Sørg for, at de unge ved, hvornår de er alene på en opgave, og samtidig også, hvornår og hvem de kan spørge, når der er brug for hjælp. Giv plads til fejl og tag en snak bagefter, hvis noget var svært.

4. Giv ansvar i det rigtige tempo
Nogle gange går det stærkt i oplæringen, og en ung kan hurtigt få ansvar. Det kan være godt – men kun hvis vedkommende kan følge med. Tænk over, om opgaven passer til niveauet, og sørg for, at der altid er en fagperson, den unge kan gå til.

5. Prioritér sidemandsoplæring i praksis
Læring sker bedst tæt på opgaven. Skab en kultur, hvor det er legitimt at stille spørgsmål i situationen, og hvor feedback gives løbende – også når det koster lidt ekstra tid.

6. Hjælp den unge godt i gang
Overgangen fra skole til fuld arbejdsuge kan være hård. Tempoet er højere, og dagene er længere, end de er vant til. Tag opstarten alvorligt, forklar tingene grundigt, og indstil forventningerne til, at arbejdsgange og rutiner opbygges gradvist. Støtte, tydelighed og gradvis tilpasning er afgørende.

7. Husk at oplæring også er uddannelse
Driften skal opretholdes, men den unge er også under oplæring for at lære et håndværk. Hvis der ikke er tid til spørgsmål og forklaringer i den konkrete arbejdssituation, bør disse samles op og gennemføres på et andet tidspunkt. God oplæring forudsætter tydelige instruktioner og løbende samtaler og giver bedre medarbejdere på den lange bane.

8. Brug jeres virksomhedstype klogt
Små firmaer giver ofte variation og hurtigt ansvar. Store firmaer giver struktur og sikkerhed. Vær bevidst om jeres styrker, og hjælp den unge dér, hvor rammerne kan være svære.

9. Tag den unge med i fællesskabet
Den unge skal føle sig som en del af holdet. Sig hej, spørg ind, og vis interesse, og lad alle i virksomheden vide, at det er et fælles ansvar at have elever og lærlinge. Anerkendelse handler ikke om ros hele tiden, men om at blive regnet med og lyttet til.

10. Gør det tydeligt, hvordan man bliver bedre
Den unge skal kunne se, at vedkommende rykker sig. Tal om progression, næste skridt og tildeling af ansvar. Tydelige og fagligt begrundede hierarkier kan understøtte læring og opleves sjældent som problematiske.