Top menu

Nu skal de faglærte også larme i gadebilledet

Dato: 17/06-2026
Tags: Uddannelse
4410

Mens studenterne fylder bybilledet med sang og fest, har de faglærte manglet en synlig fejring. Det vil festivalen Faglært lave om på med parade, koncerter og fokus på faglig stolthed i Aarhus.

Faglært sætter fokus på de tusindvis af unge og voksne, der har valgt at gå en faglært vej og træder ud i arbejdslivet med vigtige kompetencer (foto: Faglært)
Faglært sætter fokus på de tusindvis af unge og voksne, der har valgt at gå en faglært vej og træder ud i arbejdslivet med vigtige kompetencer (foto: Faglært)
Tekst
Maja Skov Vang

Artiklen kort: 

  • Ny festival skal hylde faglærte. Projektchef på Aarhus Tech, Jimmi Bakkegaard Ludvigsen, har taget initiativ til festivalen Faglært, som skal skabe større synlighed og stolthed omkring faglærte på samme måde, som studenter fejres.
  • Festivalen afholdes 19. september i Aarhus med taler, parade gennem midtbyen og koncert. Ifølge arrangørerne er paraden det vigtigste for de nyudlærte, fordi den giver mulighed for at vise deres faglige stolthed frem i bybilledet.
  • Festivalen støttes blandt andet af Tietgenfonden, Blik- og Rørarbejderforbundet Kreds Nord-Midtjylland, Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Arrangørerne forventer omkring 4.000 deltagere og håber, at begivenheden bliver en fast tradition.

Studenter, der danser og synger på en vogn med deres velkendte huer og højt humør, mens forbipasserende vinker og dytter, er lyden af forår, ungdom og stolthed.

Men hvordan ser det ud i gadebilledet, når de dygtige faglærte fejrer deres svendebrev? Det billede er svært at fremkalde, for det findes ikke rigtig.

Det har Jimmi Bakkegaard Ludvigsen, der er projektchef på Aarhus Tech, sat sig for at ændre. Derfor har han taget initiativ til Faglært, der er en festival, der skal hylde de faglærte i Aarhus.

- Jeg har gået og kigget lidt misundeligt på studenterne i deres studentervogn. Gymnasierne er gode til at fejre studenterne, og på universitet har man sejlads og Danmarks største fredagsbar. På erhvervsuddannelserne holder vi en svendeprøveafslutning, så går de udlærte hjem og spiser en middag med familien, og så er det det. Vi har ikke noget, der rigtig larmer. Noget hvor vi viser den faglige stolthed frem til omverdenen.

Det vigtigste er paraden

Det er cirka tre år siden, at Jimmi Bakkegaard Ludvigsen, der selv er udlært slagter, fik idéen til det, der nu skal ”larme” i gadebilledet. Derfor satte han sig for at søge et legat fra Tietgenfonden, der gerne ville støtte Faglært med 5,3 millioner kroner.

Begivenheden bliver afholdt lørdag den 19. september med taler på Bispetorvet af blandt andre borgmesteren Anders Winnerskjold, en parade gennem Aarhus Midtby og slutter af med livekoncert i Tivoli Friheden med Zar Paulo, Soleima og Østen.

- Vi har talt med eleverne, og det vigtige er ikke koncerten, det vigtigste for dem er paraden, siger Jimmi Bakkegaard Ludvigsen, der ikke har decideret målsætning om, optaget på erhvervsuddannelserne vil stige.

- Vores mål er at få skabt noget opmærksomhed på uddannelserne, og vise omverdenen, at man skal være stolt af at være faglært. Det skal være en begivenhed, hvor de udlærte kan tage et billede til sociale medier, mens de fejrer sig selv og hinanden.

Blik og Rør støtter

Udover de aarhusianske erhvervsskoler og Tietgenfonden er Faglært støttet af flere lokale fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

Blik- og Rørarbejderforbundet Kreds Nord-Midtjylland støtter arrangementet med et sponsorat på 10.000 kroner.

- Vi støtter Faglært, fordi det er vigtigt at få sat fokus på de faglærte, på samme måde som studenterne får fokus. De faglærte har fortjent at blive anerkendt og fejret, og blive en del af fortællingen om, at man skal være stolte af sin uddannelse, siger Thomas Christensen, der er kredsformand.

Vildt at mærke opbakningen

Fejringen vil foreløbig foregå de kommende tre år. Billetprisen er 100 kroner for de inviterede. For det beløb får de entré, turpas, koncert og mad. Samtidig får de mulighed for at købe et par billetter til søskende, venner eller forældre.

- Vi regner med, at der kommer 4.000 deltagere, men der kan sagtens være flere. Vi kan takke vores sponsorater for, at det kan lade sig gøre. Det er så vildt at mærke den opbakning, vi har fået fra fagbevægelsen, arbejdsgiverforeninger, kommunen, regionen, borgmesteren og vores sponsorer. Vi håber, der er skabt en tradition, siger Jimmi Bakkegaard Ludvigsen.

Festen er i år for dem, der blev/bliver udlært fra 1. januar 2025 og til og med 19. september 2026. De vil have mulighed for at have to gæster med. Festen er også for alle dem, der er i gang med en erhvervsuddannelse i Aarhus og omegn. Langt de fleste vil få invitationen digitalt. Men er du en af dem, der ikke har fået en invitation, kan du kontakte kontakt@faglaertfest.dk. Og ellers er der åbent for billetsalget på faglærtfest.dk