Christian Ingebrekt stiller op som Forbundssekretær
Når Blik- og Rørarbejderforbundet samles til kongres i november, skal der vælges forbundsformand, 2 næstformænd og 1 forbundssekretær. En af pladserne bliver ledig, når Kim Fusager forlader forbundets daglige ledelse. Derfor har den nuværende arbejdsmiljøsekretær i Rør & Blikkenslagernes Fagforening, Christian Ingebrekt, sagt ja til at stille op.
Han er indstillet af både Forbundets daglige ledelse og en enig hovedbestyrelse.
Utætheden har mødt Christian til en snak om kandidaturet, arbejdsmiljø og fremtiden.
»Jeg brænder for fagforenings mål om ordnede arbejdsforhold for kollegaer. Fællesskabet ikke bare lokalt, men i hele landet. Jeg vil bruge mine erfaringer fra byggepladserne, dialogen med kredsene og det tværfaglige samarbejde i vores forbund. Den viden, vi opbygger på arbejdspladserne og i fagforeningerne, skal omsættes til fagpolitik, der gør en forskel for medlemmerne,« siger Christian Ingebrekt.
Han lægger ikke skjul på, at fagforeningsarbejdet har været omdrejningspunktet i store dele af hans liv.
»Jeg elsker arbejdet for fagforeningen og brænder for kollegaernes arbejdsforhold. Det har været den røde tråd gennem hele mit arbejdsliv.«
Faglig erfaring fra barnsben
Christian har haft pladesaks og rørtængerne i hænderne, så længe han kan huske. Hans far er også rør- og blikkenslager, og interessen for faget begyndte allerede i barndommen.
Som arbejdsdreng i skoleferierne lærte han faget at kende, og derfor var det et naturligt valg at starte i lære som 16-årig hos Poul Børgesen ApS i Slangerup – en klassisk kældermesterforretning.
Faderens råd var enkelt:
»Meld dig ind i fagforeningen – eller flyt hjemmefra.«
Christian husker læretiden som noget helt særligt.
”Lærepladsen var en sand tidslomme. Det var en lille og meget traditionel arbejdsplads. Om morgenen servicerede vi oliefyr, om eftermiddagen lavede vi zinkinddækninger, og dagen efter monterede vi solvarme på tagene. Mester var nøjeregnende og gammeldags. Kom man på værkstedet 5 minutter i fyraften, var beskeden klar, man kan godt nå at banke en endebund, inden fyraften.”
Efter læretiden flyttede han til København og begyndte efter værnepligten i Livgarden hos L&H Rørbyg. Her mødte han sin første tillidsrepræsentant, Henrik Juul Rasmussen. Siden har akkordarbejde og fagligt engagement været en fast del af arbejdslivet.
Hos ENCO blev Henrik Roos hans tillidsrepræsentant, og Christian engagerede sig i klubbestyrelsen. I 2009 opfordret af kolleger til at stille op til Rør & Bliks bestyrelse.
Det blev begyndelsen på et endnu større fagligt engagement.
Nye faglige udfordringer
I 2013 søgte Christian nye udfordringer og tog til Norge, hvor han arbejdede for Bravida som både akkordholder og tillidsmand.
I foråret 2017 blev han igen valgt til Rør & Bliks bestyrelse. Kort efter måtte han dog forlade bestyrelsesarbejdet, da han blev ansat som opmåler i fagforeningen. Igen skete det i tæt samarbejde med Henrik Roos.
I 2019 opstod en helt ny mulighed, da stillingen som faglig sekretær blev ledig. Christian søgte jobbet, blev konstitueret og siden valgt som Arbejdsmiljøsekretær.
»Jeg brænder for jobbet som faglig sekretær med ansvar for arbejdsmiljø og social dumping. Det er den klassiske og meningsfulde arbejdskamp for bedre vilkår til kollegaerne. Hver eneste dag viser, at arbejdskampen på ingen måde er død. Det er det bedste job, jeg kunne forestille mig.«
Overgangen fra opmåler til faglig sekretær bød på nye udfordringer: »De juridiske aspekter af arbejdsmiljøarbejdet var en helt ny verden. Så jeg har haft stor glæde af sidemandsoplæring og gode råd fra erfarne kolleger. Samtidig har jeg kunnet trække på et stærkt netværk og sparre med kollegerne i Byggefagenes Samvirke.«
I dag er Christian formand for Byggefagenes Samvirkes arbejdsmiljøudvalg, og er i dag den som er med til at lære andre nye faglige op.
Klar til nye opgaver
Efter syv år som faglig sekretær føler Christian sig klar til næste skridt.
Hvilke konkrete opgaver der følger med en plads i forbundsledelsen, ved han endnu ikke.
»Jeg ved ikke, om jeg bliver valgt, eller hvilke opgaver der venter. Det er kongressen og kollegaernes repræsentanter, der sætter retningen. Men jeg er klar til at løfte ansvaret.«
Der er dog ingen tvivl om, hvilke emner han ser som afgørende i de kommende år.
»Kampen mod asbest er helt central. Forbundet har været initiativrigt og sat vigtige dagsordener de seneste år. Nu skal vi videre og sikre, at al asbest bliver registreret og fjernet. Det skylder vi kommende generationer af håndværkere.«
Han peger også på støv, kemi og andre arbejdsmiljøproblemer.
»Støv, skidt og kemi er fortsat et stort problem. Her er lande som Norge, Australien og New Zealand langt foran os med forebyggende lovgivning. Der er meget, vi kan lære.«
Også social dumping og arbejdskriminalitet står højt på dagsordenen.
»Det er blevet et landsdækkende problem. Vi skal sikre ordentlige arbejdsforhold for både danske og udenlandske kolleger, og arbejdsgivere, der bevidst bryder reglerne, skal mødes med konsekvenser.«
Fremtidens organisering og ungdomsarbejdet er også vigtigt. ”Vi har kollegaer i alle livssituationer: unge, ældre, børnefamilier, tilrejsende mv. Her er TR en afgørende ambassadør, som vi skal uddanne og udvikle hele tiden.” Christian er i gang med en Akademiuddannelse i Ledelse med fokus på de tillidsvalgte.
Kort vej til det hele
For Christian hænger arbejdsliv, fagligt engagement og privatliv tæt sammen.
Han bor i Sydhavnen sammen med Minna og parrets døtre. Her ligger både fagforeningen, det kommende forbundshus og hans elskede båd i Sejlklubben Tokosten inden for få minutters gang.
»Arbejdet som forbundssekretær bliver en ny og spændende udfordring. Det bliver krævende, men jeg brænder for organisering, arbejdsmiljø og kampen mod social dumping. Derfor stiller jeg op.«