Må du drikke en øl i skuret efter arbejde, og må mester teste for, om du har været påvirket for nyligt? Jurastuderende og studentermedhjælper i Blik- og Rørarbejderforbundet Manolya Bilge Kilic giver dig svarene.
Der findes ikke en lov imod alkohol i arbejdstiden i Danmark. Reglerne på området er derfor primært reguleret af ansættelsesretlige principper, arbejdsgiverens ledelsesret samt eventuelle lokale aftaler og virksomhedspolitikker.
Dog gælder færdselsloven naturligvis, når en medarbejder skal køre bil.
Arbejdsgiveren kan fastsætte regler
Arbejdsgiveren kan fastsætte regler om brug af alkohol og andre rusmidler på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren kan også indføre kontrolforanstaltninger, eksempelvis alkohol- eller stoftest, hvis det er sagligt og driftsmæssigt begrundet.
Ifølge Hovedaftalen mellem DA og LO (nu FH) skal kontrolforanstaltninger blandt andet:
- være sagligt og driftsmæssigt begrundede
- ikke virke krænkende over for medarbejderne
- ikke påføre medarbejderne unødige ulemper
- kunne prøves i det fagretlige system
Som udgangspunkt skal medarbejderne varsles om nye kontrolforanstaltninger mindst seks uger før, de træder i kraft.
Selvom kontrolforanstaltninger kan være lovlige, kan der opstå problemer i praksis. Det kan blandt andet være tilfældet, hvis de samme medarbejdere udvælges til test gentagne gange uden en saglig begrundelse, eller hvis følsomme personoplysninger ikke håndteres korrekt.
Hvad gælder efter arbejdstid?
Når arbejdstiden er ophørt, afhænger reglerne af situationen.
Opholder medarbejderen sig efter arbejdstid på virksomhedens område, eksempelvis i en skurvogn på byggepladsen eller andre af virksomhedens faciliteter, kan arbejdsgiveren fortsat have regler for adfærd på området. Det er derfor vigtigt at kende arbejdspladsens politikker og retningslinjer.
Medarbejdere, der er i tvivl om, hvorvidt en kontrolforanstaltning er gennemført korrekt, kan kontakte den lokale kreds.