Så er det grundlovsdag – og der er grund til at fejre, at vi i Danmark både har et demokrati og en retsstat, der beskytter borgerne mod overgreb fra staten.
Det tog lidt tid at få en regering. Men vores valg foregik fredeligt og roligt – og til sidste fik vi en regering. I det meste af verden er det noget, man drømmer om.
Men på siden af Grundloven ligger noget, der er lige så vigtigt: Den danske model. Her kan en fagforening – som vores – aftale sig til gode løn og arbejdsvilkår med arbejdsgiverne. Også det misunder man os i det meste af verden.
Og når den danske model, det at vi forhandler med arbejdsgiverne og nogle gange med regeringen, er så vigtig, er det, fordi vi ikke kan leve af frihed og demokrati alene. Vi skal alle have mad på bordet. Og det, at vi lønmodtagere i Danmark i generationer er gået sammen i fagforeninger, har sikret netop det.
Tag ikke fejl; i lande, hvor lønmodtagerne Ikke står stærkt, er lønningerne lave, og millioner af mennesker går sultne i seng.
Men sådan er det ikke i Danmark, fordi vi holder sammen, og fordi vores modpart også kan se værdien af den danske model.
Grundloven er vores fundament. Men den danske model er skelettet til det hus, vi kalder det danske velfærdssamfund. Det samfund, hvor alle – ikke kun de rige – får en chance.